Landets skadedyrsbekæmpere har endnu engang oplevet en sæson med rekordmange hvepse. 

For antallet af arbejdsopgaver med bekæmpelse af hvepse og hvepseboer er netop steget med over 40 procent i år, skriver TV 2. 

Og det kan blandt andet betyde, at der kan komme rekordmange hvepse til næste år. 

Antallet af hvepse påvirkes af vejrforholdene, hvor jo varmere og mere tørt vejret er, desto bedre forhold er der for hvepse i det danske landskab. 

»Jo flere hvepseboer der er, jo flere hvepsedronninger overvintrer til at kunne starte næste års boer op i foråret,« fortæller Joachim Offenberg, der forsker i insekter på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Ifølge TV 2 fik forsikringsselskabet Tryg hele 1042 sager om hvepsebo, der skulle fjernes, og det er en markant stigning sammenlignet sommeren 2024, hvor antallet blot var 387 sager.