Lort og toiletpapir på jorden er måske ikke lige det, man ønsker at støde ind i, når man forlader sin bopæl. Men det er om ikke andet det, der er sket for 21-årige Jennifer Røn det seneste halve år.

Ugerningen finder sted bag garagere ved boligblokken Spangsbjergvej 52 i Esbjerg. Og det sker i hvert fald en gang ugentligt.

Langs en rød murstensvæg for at være helt præcis.

»Det er jo fair nok, hvis ikke man kan holde sig, og man derfor bliver nødt til at træde af på naturens vegne. Det, der gør det ulækkert for mig, er, at det bliver efterladt, og at man ikke samler det op. Der bliver brugt papir, så det er jo en, der bevidst går derned,« siger hun.

Jennifer Røn har taget fotos af ugerningen. Foto: Privat.
Jennifer Røn har taget fotos af ugerningen. Foto: Privat.
Vis mere

Jennifer Røn har fortalt for nylig fortalt sin historie til Jydske Vestkysten.

Hun står nu også frem i B.T. i håb om, at det kan få ‘gerningsmanden’ til at stoppe.

Hun er overbevist om, at der er tale om menneskelort og ikke lort fra hunde eller katte. For så ville der ikke være toiletpapir ved siden af, og det ville være en anden størrelse, lyder hendes argument.

»Jeg har selv haft hund, og det her er i hvert fald større end en hunds efterladenskaber,« siger hun.

Hvad Jennifer især bider mærke i er, at lorten sommetider forsvinder efter nogle dage. Men det er altså ikke viceværten, der fjerner det.

Jydske Vestkysten har nemlig talt med de lokale vicevært. Og han har ikke været bekendt med ugerningen før nu.

Hun har ikke talt med andre om sagen end journalisten fra mediet.

»Det er ikke rigtig et område, hvor naboerne taler med hinanden, og jeg arbejder om aftenen, så har ikke haft mulighed for at tage kontakt til boligforeningen i deres telefontid tidligt om morgenen,« siger hun.

Jennifer Røn ved ikke, om mediets fokus på sagen kommer til at ændre noget. Men hun håber på det:

»Jeg synes, det er mega ulækkert,« fastslår Jennifer Røn.

Det kan give en bøde på op til 1500 kroner, hvis man bliver taget i at lave afføring på offentlige steder.