En død vågehval på omtrent otte meter ligger til skue på stranden i Thyborøn.

»Der er rigtig mange mennesker, der er kommet for at kigge.«

»Og det kan jeg godt forstå. Det er uden tvivl et flot dyr,« siger Michael Madsen, der er indehaver af JyllandsAkvariet.

Michael Madsen har selv set det døde dyr, og han vurderer, at vågehvalen er død på åbent vand.

Men hvad der er sket, er svært at svare på, fortæller han.

Med åbent gab ligger vågehvalen til skue på strandkanten i Thyborøn. Foto: Michael Madsen
Med åbent gab ligger vågehvalen til skue på strandkanten i Thyborøn. Foto: Michael Madsen
Vis mere

Vågehvalen er en af de mest almindelige hvaler i de danske farvande, og den forekommer mest i den nordlige del af Nordsøen.

»Men den har formentlig været død i en uges tid, før den er skyllet op på stranden,« siger Michael Madsen, der også arrangerer delfinsafari på Limfjorden.

Ud fra Michael Madsen vurdering, er hvalen ikke strandet og derefter død. Men dens rygfinne gemmer på en historie.

»De delfiner, vi møder i Limfjorden, kan vi kende på deres rygfinner. Og der er noget ganske specielt ved den her hvals rygfinne,« forklarer Michael Madsen.

Hullet i rygfinnen gemmer på en spændende historie, mener Michael Madsen. Foto: Michael Madsen
Hullet i rygfinnen gemmer på en spændende historie, mener Michael Madsen. Foto: Michael Madsen
Vis mere

»Det ligner faktisk et skudhul. Og der er steder på Grønland, hvor man stadig jager efter hvaler på den her måde.«

»Hullet er lige så fint groet sammen, og jeg har svært ved at se, hvad det ellers skulle være,« siger Michael Madsen.

Hvis man vil se den døde vågehval på stranden i Thyborøn, skal man ikke vente for længe – ellers skal man huske næseklemmen.

»Jeg kan roligt sige, at den lugter, og det bliver kun værre fra nu af.«

»Den er død for nylig, så det er ikke så slemt endnu. Jo flere dage, der går, jo mere lugter den. Det er et stort dyr, der går i fordærv, imens at solen varmer den op,« siger Michael Madsen.

Hvalen vil inden længe blive obduceret og efterfølgende fjernet fra stranden.