Påskeferien står for døren, men i år ser det ud til at blive uden påskefrokoster og udflugter til familien. Men hvad må man så?

Jan Pravsgaard Christensen er professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet og kommer her med et bud på, hvordan man må holde ferie, så det foregår forsvarligt, og hvad man ikke skal kaste sig ud i.

Lad os helt generelt lige starte med at tude dine ører endnu mere fulde med, hvad du allerede har hørt adskillige gange i den seneste tid.

Du skal holde dig på afstand af andre mennesker. Det er ikke bedre at opholde sig midt på Lars Tyndskids mudrede mark, hvis den er propfuld af mennesker, end det er at gå i biografen med 200 andre medborgere.

Må du tage i sommerhus? Det kan gå an, men der er betingelser, forklarer Jan Pravsgaard Christensen.
Må du tage i sommerhus? Det kan gå an, men der er betingelser, forklarer Jan Pravsgaard Christensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Kan man tage i sommerhus? De ligger jo ret øde?

»Det kommer an på flere ting. Hvis du kun kører direkte op i dit sommerhus, sidder der helt væk fra andre mennesker og så kører hjem efter et par dage, så gør det sådan set ikke noget. Men hvis du også køber ind i det lokale supermarked, får besøg eller noget andet, så er svaret nej,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Hvorfor er det egentlig, at det gør en forskel, at man handler i supermarkedet ved ens sommerhus frem for ens lokale Netto?

»Der er typisk færre smittede i udkantsområderne, fordi virus blomstrer i byerne. Hvis folk så tager i sommerhus og køber ind lokalt, så tager de smitten med dertil og udbreder sygdom der. Det er en dårlig ide,« siger Jans Pravsgaard Christensen.

Den, der har størt indflydelse på din påskeferie nu, er slet ikke dig selv, men dette lille virus. Covid-19 sætter en stopper for påskefrokoster og familiesammenkomster.
Den, der har størt indflydelse på din påskeferie nu, er slet ikke dig selv, men dette lille virus. Covid-19 sætter en stopper for påskefrokoster og familiesammenkomster. Foto: LIZABETH MENZIES
Vis mere

Kan man tage på campingtur?

»Hvis man bare tog sin campingvogn, kørte den et eller andet øde sted hen og så sad der og kukkelurede, så gik det såmænd nok.«

»Men som regel foregår campingferien på en campingplads, hvor man møder mennesker, man kender, og hygger sig sammen. Det går ikke,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

»På campingpladser leger børnene sammen, og man mødes med andre. Derudover så bruger man ofte de samme faciliteter som bad og toiletter. Der er også ofte fællesspisning. Det spreder desværre virus meget effektivt,« siger han.

Må du tage på campingferie? Kun hvis du isolerer dig i din campingvogn og ikke går nogen steder.
Må du tage på campingferie? Kun hvis du isolerer dig i din campingvogn og ikke går nogen steder. Foto: Simon Bohr
Vis mere

Hvad med ødegård i Sverige?

»Det er lidt det samme som sommerhuse. Hvis du tager alene derop og holder dig indenfor uden at få besøg, så gør det ikke rigtig nogen forskel.«

»Problemet opstår, når du skal købe ind eller på anden måde ud i samfundet. Så tager du smitte med til Sverige. Det duer ikke,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

»Desuden skal man huske, at regeringen fraråder alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Herunder Sverige. Alene det er grund nok til, at man bør lade være,« siger han.

Må man tage på Airbnb eller hotelferie?

»Det er lidt tricky, for hvis du er sikker på, at det sted, du bor, har været isoleret fra andre i 48 timer, så kan du godt låse dig inde og leve der alene og så tage hjem igen. Men hoteller er jo i sagens natur møntet på, at du netop ikke skal være der ret meget,« siger Jan Pravsgaard Christensen og fortsætter:

»På hoteller er der ofte fælles spisefaciliteter, hvor man kan blive smittet eller smitte andre. Desuden er det jo ofte meningen, at man på sådan en ferie skal ud og se og opleve ting. Det skal man ikke,« siger han.

Må man tage på storbyferie?

»Nej, det er udelukket. For det første er der decideret udgangsforbud i mange lande. Det er altså strafbart at gå ud, så hvis man overhovedet må rejse dertil, så kan man ikke gå ud. Virus blomstrer op i storbyen, fordi der er mange mennesker. Lad være,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Her i klitterne ved Skagen Sønderstrand kunne det være en god ide at tage på familieudflugt i påsken. Det er der nemlig sandsynligvis ikke så mange andre, der gør. Det bedste, man kan gøre i ferien, er – ifølge infektionsimmunolog Jan Pravsgaard Christensen at tage på udflugt på øde naturskønne steder, hvor der ikke kommer ret mange andre. God fornøjelse.
Her i klitterne ved Skagen Sønderstrand kunne det være en god ide at tage på familieudflugt i påsken. Det er der nemlig sandsynligvis ikke så mange andre, der gør. Det bedste, man kan gøre i ferien, er – ifølge infektionsimmunolog Jan Pravsgaard Christensen at tage på udflugt på øde naturskønne steder, hvor der ikke kommer ret mange andre. God fornøjelse. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad med at besøge familien? Det er jo populært i påsken?

»Det er helt igennem en dårlig ide. Der er som regel flere generationer samlet, hvor nogle kan være ældre og have andre sygdomme end covid-19. Man skal udsætte påskefrokosten, til alt det her er drevet over,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Hvad kan du foreslå, som man kunne få ferien til at gå med?

»Det er en god ide at komme ud i naturen og se noget af det, som man måske ikke ellers ville se. Men find et sted, som du tror ingen andre finder. Du skal for eksempel ikke tage til Møns Klint. Der kunne jeg forestille mig, at en masse andre mennesker tager hen, og så har vi problemet igen. Find et sted i skoven eller en øde strand,« siger Jan Pravsgaard Christensen.