Du skal have en god stak tusindkronesedler med i lommen, du må maksimalt have billån for 200.000 kroner, og så skal du eller I som familie have en husstandsindkomst på mindst 750.000 kroner.

Eller sagt på en anden måde: 62.500 kroner om måneden.

Sådan er minimumskravet her og nu, hvis du går og drømmer om at komme ind på boligmarkedet i Odense.

Det er Realkredit Danmark, som har regnet på, hvad der kræves af privatøkonomien for en huskøber, hvis ‘bankdamen’ skal nikke ja, når du eller I som familie med to børn har taget beslutningen om at ville købe et gennemsnitligt standard parcelhus på 140 kvadratmeter.

Analysen dækker samtlige landets 98 kommuner, og indkomstkravet i Odense er det 37. højeste af alle kommuner.

Mens der i Fyns største by kræves en husstandsindkomst på mindst trekvart million kroner årligt – eller helt præcis 746.663 kroner – for at komme i betragtning til at kunne købe et standardhus, ser det ganske anderledes ud både øst og vest for Fyn.

Til sammenligning er indkomstkravet på ikke mindre end 2,22 millioner kroner, hvis et fuldstændig tilsvarende hus ligger på Frederiksberg, der viser sig som Danmarks med afstand dyreste kommune i undersøgelsen.

Det betyder, at man i en husstand på Frederiksberg skal slæbe mindst 183.000 kroner hjem om måneden.

I Gentofte Kommune, som er nummer to på listen, skal man have en samlet årlig lønindkomst på 1,87 millioner kroner, mens der i Københavns Kommune kræves mindst 1,57 millioner.

Kigger man mod nordvest – til Mors – kræver det ifølge Realkredit Danmarks analyse blot en samlet indkomst på godt 600.000 kroner årligt for at opfylde lønkravet.

Morsø Kommune er dermed det sted i Danmark, hvor dine penge rækker længst, hvis du går med drømmen om at købe bolig.

I undersøgelsen er der taget udgangspunkt i en familie med to børn, som begge går i institution, og hvor man som køber har sparet op på forhånd, så man er i stand til at lægge fem procent af købesummen som udbetaling på huset.

Indkomstkravet på næsten 750.000 kroner for potentielle huskøbere i Odense viser, at huspriserne er steget over de seneste år.

Ligesom det indikerer, at bank og kreditforening i dag stiller større krav til, at man som kunde skal have et forholdsvis højt rådighedsbeløb, når alle faste udgifter er betalt, hvis man vil gøre sig håb om at kunne låne.

I 2007 skulle en samlet husstands indkomst være 720.000 årligt, mens det tilsvarende tal i 2014 var 706.000 kroner.

»I det samlede billede trækker de stigende huspriser i den ene retning, men renten er samtidig ekstrem lav, og det trækker i den anden retning,« forklarer Henrik Hauthorn Jensen, boligmarkedsanalytiker i Home.

På landsplan er huspriserne steget 13 % det seneste år. Særligt København og omegnskommunerne trækker gennemsnittet op.

»De voldsomme prisstigninger er langt hen ad vejen et storbyfænomen. Boligmarkedet er mange steder i provinsen langt mindre hektisk,« siger Henrik Hauthorn Jensen.