Nordjyske Jesper Sørensen, der som den eneste dansker lider af den ekstremt sjældne sygdom progeria, satser på at blive den ældste med sygdommen nogensinde.

Hans krop ældes otte gange så hurtigt som normalt, og da Jesper Sørensen blev født i 1997, havde han ikke udsigt til at blive meget mere end 13 år gammel.

Om få uger fylder den gæve nordjyde 21 år og har allerede slået flere rekorder:

Han er blevet konfirmeret. Han har bestået folkeskolens afgangsprøve, og han har fået et job.

Jesper blev 21 år i oktober 2018. Foto: CF-wesenberg.
Jesper blev 21 år i oktober 2018. Foto: CF-wesenberg.
Vis mere

For mange andre danske unge er det helt naturlige ting, som de tager som en selvfølge. For en ung mand med progeria, og som kun er 130 centimeter høj og 20 kilo tung, er det en kæmpe bedrift.

Vigtigst af alt er selvfølgelig, at han med sine snart 21 år for længst har passeret gennemsnitslevealderen for progeria-ramte.

Hans mål er at blive ældre end de 32 år, som indtil videre er det længste, en person har levet med den sjældne sygdom.

»Jeg ved godt, at der er nogen, der siger, at man skal have høje ambitioner, og at man skal sætte sig nogle mål. Mit mål er at blive den ældste med progeria nogensinde!« siger den snart 21-årige Jesper Sørensen i TV2-Programmet 'Jespers mod på livet', der bliver vist torsdag aften.

Danskerne mødte første gang den livsglade og charmerende nordjyde i TV2-programmet 'Drengen i den gamle krop' i 2008. Dengang var Jesper 11 år gammel, og udsendelsen gjorde ham med ét slag verdensberømt i Danmark.

I de mellemliggende år har TV2 flere gange besøgt ham og hans familie fra den nordjyske landsby Poulstrup og fulgt deres hverdag med sygdommen.

De seneste år har Jesper dog holdt lidt lav profil og ikke været så meget i rampelyset. Det skyldes dels, at han trængte til en pause fra pressen, dels, at han har været gennem en hård genoptræning efter et uheld i en sportshal i 2015.

Som følge af sygdommen har Jesper næsten ikke fedt på kroppen. Han fryser nemt og kan let blive forkølet. Og så bliver hans led og knogler nemt belastede. Derfor gik det helt galt, da han en dag for tre år siden sparkede til en fodbold, og hoften gik af led. Det betød to uger på hospitalet og en lang periode med genoptræning.

På verdensplan er der kun 112 børn og unge med den sjældne gensygdom, og i Europa er der bare 18, og Jesper Sørensen har i den grad været med til at åbne danskernes øjne for, hvad det er for en sygdom. Og at det er i orden at se anderledes ud.

»Jeg tror, når folk tænker på den her sygdom, så tænker de, at den dør man af i en tidlig alder. Og det har jeg jo også selv vidst. Men det, der holder mig oppe, det er lige præcis at tænke væk fra de dumme tanker.«

Der er ingen kur mod progeria, men den medicinske udvikling gør, at børnene bliver ældre.

Jesper Sørensen tror dog ikke, at det er medicinen, der har hjulpet ham med at blive så gammel:

»Jeg tror ikke så meget, det er al den medicin, jeg får, der gør, at jeg stadig er i live. Selv om det har hjulpet mig. Det er mig selv. Nogle gange er det sig selv, man holder i gang, selvom man har en sygdom, man kan dø af,« siger han i TV2-programmet.

'Jespers mod på livet' vises på TV2 torsdag aften klokken 20.