Kan man som borger i Danmark pludselig blive nabo til et støjhelvede uden først at blive hørt af kommunen med mulighed for at gøre indvendinger? 

Svaret er ja. Det har en række husejere i Københavns nordvestkvarter nemlig oplevet, efter at to baner til padeltennis blev opført lige ved siden af deres huse og haver.

De oplever voldsom støj fra slagene, råbene og boldene, der rammer padelbanernes glasværn.

Se og hør larmen fra padelbanerne her:

Nu retter to eksperter så en hård kritik af Københavns Kommune, fordi den gav en tennisklub tilladelse til at opføre padelbanerne – uden at naboerne kendte til planerne.

Kommunen skal ellers foretage en såkaldt partshøring af naboerne, hvis de er væsentligt og individuelt berørt.

»Selvfølgelig skulle naboerne have været partshørt. De bliver berørt af byggetilladelsen, der påvirker deres private haver. Det er naboernes eneste mulighed for at komme til orde og få indflydelse på processen,« siger lektor ved SDU og forvaltningsekspert Jøren Ullits.

»Måske skulle banerne have en anden placering, eller også skulle der have været nogle støjdæmpende foranstaltninger. Det er vigtigt, at de berørte parter høres, så kommunen kan træffe den rigtige afgørelse,« siger Jøren Ullits.

B.T. kunne første gang fortælle om husejernes støjmareridt den 7. september 2024.

Uden at naboerne anede råd, begyndte den lokale tennisklub i 2023 at bygge to padelbaner. Med kommunens velsignelse. Nu bliver der spillet padeltennis få meter fra deres haver, og banerne er åbne fra tidlig morgen til sen aften hele året rundt.   

»Støjen er konstant. Det er en meget aggressiv støj, og det er en sport med mange vredesudbrud. Det stresser helt vildt,« siger en af naboerne Andreas Garrido.

Padeltennis er en ny populærsport, som bedst kan betegnes som en mini-udgave af tennis, hvor der spilles med et fiberbat, og hvor banen delvis er omkranset af glasværn.   

Sammen med naboen Lisbeth Nielsen stiller Andreas Garrido sig undrende over for, at de ikke er blevet hørt eller inddraget. 

Nu har de sammen med en række naboer klaget til Københavns Kommune over, at støjen overstiger de tilladte grænseværdier. 

Men Københavns Kommune afviser indsigelserne – blandt andet med henvisning til, at der ligger nogle tennisbaner i nærheden.  

»Vi vurderer, at I ikke bliver berørt af byggeprojektet udover, hvad I må forvente i det område, I bor i,« har forvaltningen svaret naboerne. 

Hvilket Andreas Garrido finder arrogant:

»Vi kan jo mærke generne hele året. Så selvfølgelig skulle vi have været inddraget og partshørt af kommunen,« siger han. 

Naboernes frustration bakkes op af endnu en ekspert:

»De burde partshøres. Det har jo indvirkning på naboerne og ville jo også gælde, hvis naboen fik tilladelse til at bygge noget andet, der støjer, for eksempel et diskotek,« siger professor og forvaltningsekspert ved Roskilde Universitet Bent Greve.

»Naboerne ved jo ikke, hvad der ligger af ansøgninger hos kommunen, og derfor skal de have mulighed for at blive hørt, inden der gives byggetilladelse,« siger han.

Efter at B.T. har forelagt eksperternes vurdering for Københavns Kommune, får naboerne nu en beklagelse: 

»Forvaltningen beklager, at man i forbindelse med byggesagsbehandlingen ikke har været opmærksom på mulige støjgener fra padelbanen, hvilket ellers kunne have medført en partshøring,« skriver vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Lena Kongsbach i et mailsvar og fortsætter: 

»Enheden for Støj har dog dags dato udsendt et undersøgelsespåbud til ejerne af padelbanen. Det betyder i praksis, at de skal finde et certificeret firma, som kan udføre støjmålinger på stedet og efterfølgende komme med forslag til, hvordan støjgenerne kan afhjælpes«.