De danske haveejere døjer i øjeblikket med buksbomhalvmøl-larven, der rundt omkring i landet er en stor plage for indehavere af den populære buksbombusk. 

For den lille aggressive buksbomhalvmøl-larve spiser bladene, gnasker sig gennem stænglerne og kvæler buskene. 

Det var tilfældet for Michael Friis, der er bosat i Espergærde, der på blot fire dage mistede hele ni buksbomhække, efter den lille aggressive larve gik til angreb. 

»Sidste weekend stod de alle pænt sammen, og nu ligner de jo et spøgelse,« udtaler han til B.T. 

»Alle bladende er blevet spist, og det er, som om der er kommet en hinde, der ligner en spindelvæv på dem. Der ligger små pupper ud over dem,« siger han videre. 

Hvad der førhen var ni flotte, grønne buske, som pyntede nordsjællænderens indgangsparti til kørslen – er nu døde planter, som vil blive gravet op. 

»Buskene er blevet så medtaget, at der er intet at gøre. De er døde. Jeg ser dem hver dag, jeg kører ind (i indkørslen, red.) og kunne hurtigt se, at der var noget galt,« fortæller han. 

Buksbomhalvmøl-larven angriber fra maj til september.
Buksbomhalvmøl-larven angriber fra maj til september. Foto: Eva Rosenqvist/Biofoto/Ritzau Scanpix

Torsdag kunne B.T. oplyse, at den lille aggressive larve netop raserede de danske haver. Siden er det væltet ind med henvendelser fra frustrerede danske haveejere, hvis buske er blevet invaderet og angrebet. 

Fælles for de fleste henvendelser er, at de alle har gravet eller fjernet deres buske, som er blevet angrebet. 

Michael Friis’ buske har stået ved hans hus de seneste ti år og koster ifølge ham gennemsnitligt 500 kroner per busk grundet deres størrelse.

Sådan ser Michael Friis' buske ud, når man nærstuderer dem. På blot fire dage gik de fra at være grønne og flotte til at visne. I weekenden fjerner han sine i alt ni buske.
Sådan ser Michael Friis' buske ud, når man nærstuderer dem. På blot fire dage gik de fra at være grønne og flotte til at visne. I weekenden fjerner han sine i alt ni buske. Privatfoto.

Selv er han frustreret over 'larvernes besøg', der som bekendt er tæt på umulig at komme af med. 

»Det er skide irriterende. Helt vildt. Vi vil købe noget andet og sætte ned. Noget, der ikke er en angrebsvillig plante,« fortæller han videre. 

Buksbomhalvmøl-larven angriber særligt fra maj til september måned. 

Er du haveejer? Så bør du derfor være ekstra opmærksom lige nu, lyder det fra to eksperter til TV 2. Får ens buksbomhæk besøg af larven, risikerer den nemlig at visne.

»Ved mange andre larvearter plejer vi at sige, at man kan slå koldt vand i blodet, fordi det går over igen. Det er bare ikke tilfældet med den her. Det er enormt svært at behandle og få dem til at forsvinde, når først de er dukket op,« siger Berit Rørbøl, der er ekspert i invasive arter, til mediet.

Privatfoto.