Ventilatorerne i loftet kæmpede for at puste kølig luft ud i konferencelokalet Lilla i skærbækcentret, mens byens borgere fandt sig til rette. Flere fremmødte trak stole ind fra et tilstødende lokale, da de cirka 300 opstillede stole hurtigt blev fyldt.

På trods af politiets indsats for at få styr på de problematiske asylansøgere fra det lokale asylcenter, var det tydeligt, at borgerne ønskede en helt anden løsning på problemet end myndighederne.

Onsdag aften inviterede politiet, kommunen og lederen for asylcenteret Center Skærbæk til borgermøde.

Det var der brug for, for Skærbæks borgere havde fået nok.

Nok af ukrainske asylansøgere, som var ubehagelige i gadebilledet, ved deres hjem og i deres butikker.

En kvinde ved navn Line følte sig så utryg, at hun efter et besøg af en asylansøger i sit hjem, anskaffede sig en jagthund til at passe på sig selv og familien. 

»Hvornår kan jeg sige til mine børn, at det er trygt nok for dem at cykle over til mormor og morfar og spise en is?,« spurgte hun.

Syd- og Sønderjyllands politi har da også modtaget mange anmeldelser angående Center Skærbæks 38 ukrainske flygtninge. Hele 44 af slagsen.

Men Polititkommissær Henrik Thrane Jensen kunne konstatere, at det var langt fra alle episoder, som borgerne anmeldte til politiet.

Det havde byens Rema1000 købmand Jonas dog en god forklaring på.

»Jeg bruger vanvittig meget tid på at anmelde episoder til politiet. Politiet vil have, at jeg selv går ned og køber et USB-stik, som jeg kan lægge videoovervågningen over på, for at anmelde et tyveri af fire flaskeøl,« sagde han.

Til det svarede vicepolitikommissær Nikolaj Hølmkjær, at man nok kunne finde en løsning, hvor politiet selv medbragte USB-stik. Dem havde de masser af på politistationen.

Henrik Thrane Jensen forsøgte at mane folkemængden til ro ved at fortælle, at mange af byens uheldige episoder kunne kobles til én mand, der blandt andet var tiltalt for blufærdighedskrænkelse i en privat have.

En borger omtalte tidligere episoden til B.T., hvor hun mente, at der var tale om, at den ukrainske mand havde onaneret til havens ejer, som lå og solbadede i haven.

Politiet havde nu sendt manden til et andet asylcenter, hvor han lige nu afventer retssystemets næste skridt. 

Selvom flere borgere udtrykte taknemmelighed overfor politiets arbejde, skulle mødets leder overgive mikrofonen til en borger, der havde en så simpel, men tilsyneladende perfekt løsning, at den trak høje bifald fra det meste af salen. 

»Jeg synes, at vi og politiet bruger meget tid, på noget, der kunne løses med et pennestrøg. Kommunen kunne jo bare opsige lejekontrakten med asylcenteret,« sagde han. 

En hujen fra lokalet afslørede, at borgeren ikke stod alene med det standpunkt.

Borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen, forklarede, at det kun ville skubbe problemet videre til en anden by. Asylcenteret var i hans øje et samfundsproblem, alle måtte hjælpe til med. 

Desuden udløber lejekontrakten ved udgangen af december, og der er ingen planer for, at den skal forlænges. 

Da B.T. efterfølgende spurgte Jørgen Popp Petersen om han kan afvise, at lejekontrakten bliver forlænget, var svaret nej.