Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En række boligblokke i Bispehaven i Aarhus skal jævnes med jorden.

Det står klart, efter at boligselskabet Østjysk Bolig, som ejer blokkene, sidste torsdag gav grønt lys til helhedsplanen for Bispehaven.

Et bredt flertal i Aarhus Byråd havde allerede godkendt planerne for helhedsplanen tilbage i december.

Udover arbejdet med at rive boligerne ned så skal helhedsplanen også sætte retningen for at binde Bispehaven, Ellekær og Hasle bedre sammen i en række nye kvarterer under det fælles navn Hasselhøj.

»Med helhedsplanen har byrådet og Østjysk Bolig taget en meget vanskelig, men også nødvendig beslutning. Jeg tror på Bispehavens fremtid, men også på behovet for forandring,« siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Nyheden om, at Østjysk Bolig nu har godkendt planen, er dog i midlertidig ikke noget, der skaber glæde hos beboerne i Bispehaven.

På samme møde, hvor et bredt flertal i Aarhus Byråd stemte for nedrivningen af boligblokkene, stemte et stort flertal af beboerne nemlig imod. Hele 171 stemte mod, mens 33 stemte for.

Derfor forklarer borgmesteren også, at det er vigtigt, at beboerne bliver inddraget tæt i det kommende arbejde.

»Helhedsplanen indeholder en række tiltag, som i sidste ende kommer beboerne og boligområdet til gode, men vi har brug for en tæt dialog med borgerne i området – og med resten af Aarhus – så vi sammen kan løfte bydelen til gavn både for beboerne og resten af byen,« siger han.

Formålet med helhedsplanen er at skabe en bydel i balance og sikre en god og tryg hverdag for beboerne.

Helhedsplanen skal også sikre, at Aarhus Kommune og boligforeningen lever op til lovgivningen om parallelsamfund, der definerer, hvordan særligt udsatte boligområder – heriblandt Bispehaven – skal udvikles.

Ét af grebene er at reducere antallet af almene familieboliger til maksimalt 40 procent inden 2030, så områderne får en mere blandet beboersammensætning.

Nedrivningerne forventes at være overstået inden udgangen af 2024, hvor i alt seks blokke skal rives ned.

 

Andre læser også