Lørdag skrev B.T. om Torben Wetche, der ikke har fået sine penge retur for en aflyst rejse til Bodrum.

Beløbet er på 11.030 kroner, og ferien blev bestilt gennem rejsebureauet Spies. Men Torben Wetche er slet ikke den eneste, der mangler sine penge.

70-årige Allan Kølby står nemlig i samme situation. Det fortæller han søndag til B.T.:

»Jeg skal have 8.700 tilbage fra Spies. Det er differencen mellem rejsen, vi bookede, og rejsen, vi ombookede til. De sagde, at der ville gå 10 til 12 dage, men det er fem uger siden, og der er ingenting sket.«

Allan Kølby siger, at han havde bestilt en rejse til Gran Canaria med sin kone og datter, fordi de skulle fejre hans og konens guldbryllup.

Han tilføjer, at han mange gange har forsøgt at rykke Spies for at få penge overført til sin konto:

»Jeg ringede første gang 14. marts, hvor jeg fik en sød kvinde i røret, der sagde, pengene ville komme hurtigt. Siden har jeg prøvet flere gange, men hver gang får vi bare en sludder for en sladder.«

Allan Kølby understreger, at han og familien normalt er tilfredse med Spies. Men denne situation synes de ikke er i orden.

70-årige Allan Kølby.
70-årige Allan Kølby. Lasse Claes Pedersen

Flyhjælp er en dansk virksomhed, der hjælper danskere med at få kompensation fra flyselskaber i tilfælde af blandt andet flyforsinkelser.

Og de kan nikke genkendende til problematikken. Det fortæller Alex Kirkeberg, der er marketing- og pressechef:

»Normalt har vi sager med passagerer, der skal have kompensation for deres flyforsinkelse eller -aflysning, men det har de ikke ret til lige nu, fordi situationen er ekstraordinær. Derfor har vi åbnet for sager, hvor passagererne har ret til refusion af deres flybilletter. Og dem får cirka 10 af om dagen.«

Alex Kirkeberg tilføjer, at det betyder, at der er travlt ved telefonen hver eneste dag. Folk ønsker hjælp og rådgivning.

Marketing- og pressechef hos Flyhjælp Alex Kirkeberg.
Marketing- og pressechef hos Flyhjælp Alex Kirkeberg.

Marketing- og pressechefen hos Flyhjælp har et råd til de danskere, der står i samme situation som Torben Wetche og Allan Kølby.

»Det første, man skal gøre, er at snakke med flyselskabet. Det vil som regel gerne hjælpe. Men fungerer det ikke, så skal du gå den juridiske vej. Her skal du klage, hvor du kan. Du kan selvfølgelig også tage fat i sådan nogle som os for mere konkret hjælp og rådgivning.«

B.T. har været i kontakt med kommunikationschefen hos Spies, Lisbeth Nedergaard. Og hun lægger sig fladt ned.

»Det er en rigtig ærgerlig sag for at sige det, som det er. Det, der er sket, er, at sagen er faldet ned mellem to stole. Og det beklager jeg rigtig meget.«

Lisbeth Nedergaard erkender i samme interview, at der selvfølgelig er gået for lang tid.

»Vi beklager, at det ikke er sket til tiden. Det har ikke været med fuldt overlæg, men det er stadig ikke godt nok, og han skulle have fået besked. Han skulle gerne få pengene på mandag, og det får han også en mail om mandag. Der vil vi også beklage igen, at det ikke er sket til tiden.«

Alex Kirkeberg siger afsluttende, at passagerer har tre muligheder, hvis en rejse bliver aflyst. Du kan ombooke, få pengene tilbage eller modtage et gavekort. Det bestemmer du selv.

Har du oplevet noget lignende? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv på lcpe@bt.dk eller 1929@bt.dk.