Mange danskere har modtaget en velkomstmail fra Discovery Networks' streamingtjeneste Dplay - selvom de aldrig har oprettet sig som brugere.

Tv-selskabet er derfor blevet kontaktet af mange uforstående danskere. Nu er er kilden til problemet fundet.

'Vi kan konstatere, at en ekstern IP-adresse i løbet af i aftes masseoprettede e-mail-adresser som brugere i Dplay. Vi har registreret hændelsen og lukket ned for IP-adressens adgang,' fortæller kommunikationschef i Discovery Networks Danmark Casper Felt i en pressemeddelelse.

Han understreger, at der ikke er tale om et hackerangreb.

'E-mail-adresserne kommer ikke fra vores systemer, og sikkerheden på Dplay er ikke blevet kompromitteret,' siger Casper Felt.

Både privatpersoner og firmaer har modtaget e-mailen, som også er sendt til personer uden for Danmark. Flere hundredtusinder har modtaget e-mailen, skriver MediaWatch, som havde historien først.

'Vi er også i gang med at slette alle de oprettede e-mail-adresser igen. Så de berørte brugere behøver ikke foretage sig yderligere,' siger Casper Felt.

Discovery Network, som blandt andet står bag tv-kanalerne Kanal 5, Kanal 4 og 6'eren, har iværkesat tiltag for at sikre, at fejlen ikke gentager sig.