Tirsdag aften udviklede en rolig spadseretur i Enghaveparken sig dramatisk for Tamo Anna El Moutamid og hendes to hunde.

Pludselig stod Tamo og hendes firbenede venner nemlig ansigt til ansigt med en aggressiv ræv.

Det fik efterfølgende hundeejeren til at skrive et opslag i Facebook-gruppen 'Det sker på Vesterbro' om det voldsomme møde med ræven.

En – ifølge Tamo – stor og flot ræv dukkede nemlig pludselig op fra et buskads under spadsereturen. Efter hun og ræven havde stirret lidt på hinanden, valgte Tamo dog at løbe fra stedet med sine to hunde. Ræven lod dem dog ikke slippe så let og jagede i stedet den lille gruppe rundt i parken.

Tamo fortæller til Berlingske, at ræven var mere end almindeligt stålfast i sin jagt.

»Jeg stampede i jorden og sagde lyde for at skræmme den væk, men den var bare fuldstændig ligeglad,« fortæller hun.

Faktisk var den så stædig, at Tamo så sig nødsaget til at ringe til sin kæreste, der måtte tage en paraply i brug for at skræmme ræven væk.

Rævens adfærd er faktisk ikke helt almindelig. Det fortæller vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Hovedstaden, Sven Norup, til Berlingske. At en ræv på den måde opsøger mennesker, er ifølge ham nemlig et tegn på, at ræven er gjort tam.

Og selvom det kan lyde meget godt, er tamme ræve altså ikke en god ting. Det er nemlig ikke meningen, at ræve skal være opsøgende på den måde, som Tamo har oplevet det.

»Nogle mennesker fodrer rævene af misforstået godhed. Det betyder, at rævene fuldstændig mister deres instinkt om at flygte fra mennesker og hunde,« siger Sven Norup.

På trods af Tamos oplevelse er der ingen grund til at være bange for rævene i byen, forsikrer Sven Norup.