En gangbro i Aarhus har skabt problemer og bekymringer for en række hundeejere.
Det skriver TV 2 Østjylland, der har talt med flere hundeeje, som har oplevet, hvordan deres hunde simpelthen har fået stød, når de er gået over broen.
Nu advarer de chokerede hundeejere mod broen, der ligger på Aarhus Ø.
»Jeg fik et chok, da min hund skreg. Jeg tænkte, at det kun kunne være stød,« fortæller Allan Bay Ærenlund Andersen til mediet.
Han måtte bære sin hund resten af vejen over broen, før de kunne fortsætte morgenturen.
Og Allan Bay Ærenlund Andersen er langt fra den eneste, der har været igennem den ubehagelige situation på broen mellem Isbjerget og Lighthouse på Aarhus Ø.
En anden hundeejer, Rikke Højer, fortæller mediet, hvordan hendes hund hylede og kastede sig ned på siden.
Også Elsebeth Schanz har oplevet det, og hun kalder det »fuldstændig utilgiveligt«.
Ifølge Aarhus Kommunes Teknik og Miljø afdeling handler det om isoleringen af kabler i broen.
Der er nu slukket for strømmen, og dermed også for belysning på broen.
