Forestil dig den perfekte kollega. 

Den person, der møder ind med et smil. Spørger ind til, hvordan du mon har det. Husker fødselsdagene. Tager initiativ til fyraftensbajer og julefrokost, handler ind til morgenmad om fredagen, og altid sørger for, at nye kollegaer føler sig velkomne.

Det er selvfølgelig udover de opgaver, der står i vedkommendes jobbeskrivelse. Du kender garanteret den kollega, jeg lige har beskrevet. Måske er det endda dig.

Men står de opgaver egentlig nogen steder i din jobbeskrivelse? Og bliver du belønnet for dem?

Caroline Rønne kender alt for godt til problematikken fra sit eget liv. For 14 år siden flyttede hun fra Tyskland til Danmark, og da hun fik sit første job i Danmark, ville hun ikke være for meget og presse på i lønforhandlingen.

»Jeg havde den klassiske, typiske kvindeindstilling, at jeg ikke ville larme, og jeg ville gerne, at de kunne lide mig,« siger hun.

Så hun påtog sig også opgaven som kontorets sociale koordinator. Hun arrangerede fredagsbarerne og huskede, når kollegaerne havde fødselsdage.

»Jeg tænkte, at nu performer jeg super godt på alle parametre, og så ser de nok selv, at jeg fortjener en lønforhøjelse.«

Men spoiler alert… Det gjorde de ikke.

Til gengæld fandt hun ud af, at kollegaerne i samme rolle med samme ansvar som hende fik 10.000 kroner mere i løn om måneden, end hun gjorde. Og altså uden det var dem, der stod for fredagsbarerne.

»Min strategi kom tydeligvis ikke mig til gode, og jeg vidste, jeg måtte gøre noget.«

Så hun lærte sig selv, hvordan man forhandler løn. Hun læste bøger om det, fik en coach og i dag har hun gjort en karriere ud af det. 

Hun coacher nemlig andre kvinder til, hvordan de bedst muligt forhandler løn og har skrevet bogen 'Mere i løn. Succesfuld lønforhandling uden ondt i maven.'

»På mit første danske job fik jeg forhandlet mig til en højere bonus, et andet ansvarsområde og endda bedre barselsvilkår for mig selv. Da jeg efterfølgende skiftede job nogle år efter, fik jeg forhandlet mig frem til en lønstigning på 60 procent,« siger Caroline Rønne.

Det usynlige kvindearbejde
Igennem sit arbejde med kvinder og løn, har Caroline Rønne oplevet, at det ofte er de kvindelige kollegaer, der påtager sig de ekstra usynlige og sociale opgaver.

Og her taler Caroline Rønne ikke om, at man en enkelt gang køber morgenbrød eller arrangerer en fredagsbar. Det handler om, at man fast og tilbagevendende løser opgaver, som arbejdspladsen nyder godt af, som tager reel tid, og som ellers skulle løses af andre.

Men problemet opstår ifølge Caroline Rønne, når opgaverne bliver en fast del af arbejdet uden at blive anerkendt.

»Hvis vi ikke kræver mere i løn for de her opgaver, ender vi med at arbejde gratis og går glip af muligheden for at få det 'usynlige og ubetalte' arbejde anerkendt og betalt. Og samtidig er vi med til at fastholde, at den type arbejde ikke bliver (økonomisk) værdisat,« siger Caroline Rønne.

Det er nemlig opgaver, der kræver både tid og energi, men hvor den gængse tankegang er, at opgaverne er frivillige og derfor ikke noget, der kan måles i kroner og ører – og da slet ikke et argument for en lønforhøjelse.

Men her mener Caroline Rønne, vi lige bør tage et ekstra kig.

»Hvis jeg er den, som sørger for, at der er fødselsdag, at der er DHL-stafet, og som i høj grad bidrager med, at vi har en god arbejdsatmosfære, så synes jeg også, jeg er ansvarlig for, at folk bliver her i jobbet,« siger hun.

Hendes argument er, at den slags opgaver kan have en værdi for arbejdspladsen, hvis de bidrager til trivsel og fastholdelse.

»Og hvis medarbejdere bliver, sparer virksomheden udgifter til rekruttering, oplæring og tab af viden. Der er altså en pris for virksomheden, når medarbejdere går,« siger hun.

For laver du regnestykket, kan disse opgaver godt måles i kroner og ører, lyder det fra Caroline Rønne.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv