I 2019 blev omsætningen i Hummels egen netbutik fordoblet, og fra nytår til nu har onlinekunder købt fire gange så meget, som de gjorde i de første fem måneder af 2019.

Det skriver Børsen.

Topchef i Hummel Allan Vad Nielsen oplyser til avisen, at den endnu ikke offentliggjorte årsrapport vil vise en toplinjevækst på 8 pct. til i underkanten af 1,4 mia. kr. og et resultat før skat på godt 110 mio. kr. eller 22 pct. mere end året før.

»Vi laver rekordregnskab i 2019, og vores onlinesalg vil med et plus på 400 pct. i år give et salg på et større, trecifret millionbeløb. Udviklingen i 2019 viser, at vores nye og meget mere skalerbare forretningsmodel er den rigtige vej at gå. Det er jeg glad for og stolt over,« siger Allan Vad.

Hummel-ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil skriver i en sms til Børsen, at han er dybt imponeret over de resultater, Allan Vad Nielsen og hans team på så kort tid har skabt.

Den vilde vækst online betyder, at Allan Vad Nielsen føler sig overbevist om, at han vil realisere virksomhedens strategimål om en toplinje på 2 mia. kr. i 2023 trods coronakrisen.

Hummel har for nylig indgået sponsoraftaler med e-sportsvirksomheden Astralis og traditionsklubben Everton i den bedste engelske fodboldliga.

Virksomheden skulle desuden have 'meget mere i pipelinen', oplyser Stadil.