700.000 liter. I timen.

Så meget urenset spildevand fosser i øjeblikket fra en ledning i København og direkte ud i Øresund.

Årsagen er ifølge TV 2 Lorry, at der er gået hul på en spildevandsledning, og derfor er det stort set urensede toiletvand siden mandag aften klokken 22 ledt direkte ud i havet i stedet.

»Hvor længe vi kommer til at udlede spildevand er svært at sige, men vi vil komme til at udlede det, indtil ledningen er lappet. Vi kommer til at udlede omkring 500-700 kubikmeter spildevand i timen.«

Det siger Arne Kristensen, der er kommunikationskoordinator for vand- og spildevandsselskabet Novafos, til tv-stationen.

700 kubikmeter er det samme som 700.000 liter.

Spildevandet består af toiletvand, der kun er renset for toiletpapir og andre store genstande, brugsvand og regnvand fra overfyldte kloakker.

Det forurenede vand bliver ledt ud i Øresund ved Skovshoved omkring 1,5 kilometer fra kysten.

Novafos forventer ikke, at det vil påvirke vandmiljøet ved kysten, men myndighederne overvåger badevandet, så man er klart til at hejse det røde flag og lukke strande om nødvendigt.

Bellevue Strand ved Klampenborg er populær i sommermånederne. (Arkivfoto)
Bellevue Strand ved Klampenborg er populær i sommermånederne. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen

I en pressemeddelelse opfordrer Novafos til, at der i øjeblikket ikke foregår aktivitet i eller ved vandet i Svanmøllehavn.

Hullet på ledningen opstod natten mellem torsdag og fredag i sidste uge i forbindelse med arbejdet med at gøre klar til den kommende Nordhavnstunnel. I den forbindelse er det nødvendigt at flytte spildevandsledningen ud for Svanemølle Havn.

Først mandag stod det dog ifølge Lorry klart, at spildevandet ved en fejl var blevet pumpet til et regnvandssystem.

Novafos ved ikke, hvor meget urenset spildevand, der er løbet ud, men den del, der er blevet tilkoblet regnvandssystemet, er løbet ud i havnen, siger kommunikationskoordinatoren til tv-stationen.

Selskabet håber, at ledningen bliver lappet tirsdag morgen.

Det er ikke første gang, at filtreret toiletvand, brugsvand og regnvand fra overfyldte kloakker suser direkte ud i Øresund.

Så sent som sidste år skabte det eksempelvis stor furore, da det kom frem, at forsyningsselskabet HOFOR og Københavns Kommune havde planer om at pumpe 290.000 kubikmeter spildevand ud i Øresund.

Det svarede til vandet i næsten 200 fyldte svømmehaller, og udsigten til udledningen mødte da også voldsom kritik fra både politikere og miljøorganisationer i Danmark og Sverige.

Spildevandet skulle føres ud i havet, fordi hovedspildevandsåren, hvori spildevand fra Gentofte, København og Frederiksberg løber, blev midlertidigt lukket.

På grund af den megen kritik og debat valgte Københavns Kommune i sidste øjeblik at droppe planerne.

En aktindsigt, som TV 2 Lorry fik, viste, at Københavns Kommune fra 2014 til 2018 med fuldt overlæg havde udledt 35 milliarder liter urenset spildevand i Øresund. For Gentofte var tallet 10 milliarder liter.

Eksperter advarer om, at udledningerne kan skade havmiljøet.