Hugo Haslund del 3 - nazisten der blev væk

I årtier har historien om Hugo Haslund været forsvundet. Kun i enkelte korte optrædender i bøger og retsdokumenter har man kunnet spore hans tilværelse.

Men på den anden side af Atlanten gemte sig historien om et forunderligt forsvindingsnummer, som den danske nazist lavede i maj 1945.

Hugo Haslund var kommet ud af den sønderbombede østtyske by Dresden nogle uger forinden. Her havde han netop oplevet et af krigens mest opsigtsvækkende og omdiskuterede angreb.

Den danske nazisoldat var selv på retræte på østfronten, hvor russerne nærmede sig dag efter dag.

I en periode havde han og en række andre soldater været under en generals befaling.

Men inden længe skulle alt ændre sig efter godt fem år i tysk tjeneste.

‘Russiske fly kom hvert øjeblik til syne, men ingen tog notits af dem. De skød ikke på os, og vi havde ikke noget at skyde med. Jeg var faldet i søvn og ved ikke, hvor længe jeg sov, men vågnede ved, at en af underofficererne ruskede i mig. ‘Hauptsturmführer’, sagde han, det ser, ud som om vi blevet alene her. Generalen er væk, og der er ingen på kontoret. Hvad skal vi stille op?’

Hugo Haslund var sammen med bare seks andre soldater blevet ladt tilbage i stikken, mens russerne sikkert og stødt marcherede frem.

Derfor havde Haslund og de andre heller ikke meget andet valg end at forsøge at stikke af fra overmagten, som allerede havde vundet krigen sammen med de øvrige allierede, efter kapitulationen var underskrevet få dage før.

‘Har du nogen anelse om, hvor russerne står’, spurgte jeg. ‘Jep, hvis du har lyst til at se russerne, så gå op på taget og tag et kig i kikkerten, Karl (underofficer) er deroppe.’ Jeg kravlede op på taget og tog et kig. Omkring 1.500 meter væk var der så fuld af russere, at man ikke kunne se træerne i skoven.’

Med den information forsøgte Hugo Haslund sammen med de øvrige tilbageværende tyske soldater en desperat flugt fra russerne.

‘Nu var det Karl, der kom til hjælp. ‘Bag gården står en panservogn, der er fyldt op med brændstof - det gjorde vi i går - og er i øvrigt i fin stand’. Så tilføjede han, ‘modsat den russiske linje ligger en lille by Rosenthal (den glemmer jeg aldrig) omkring to kilometer fjernt. Hvis vi kan komme igennem byen, går der en hovedvej nordpå. Og på den vil vi være langt væk på et par timer’.’

‘Det var forbandet fristende, og jeg havde personligt ingen idé om, hvad fanden vi skulle stille op. Alt var så håbløst, hæren eksisterede ikke, kapitulationen var underskrevet.'

'Vi var nået frem til den 11. maj 1945, så sagde jeg til Karl, ‘hvad fanden i hele hule helvede venter vi på?' Få den panservogn frem og se, hvem der vil med,’ skriver Hugo Haslund i sine erindringer.

Den lille gruppe soldater nåede dog ikke langt - kun halvvejs igennem Rosenthal - før de blev fanget af Den Røde Hær.

Hør, hvordan Hugo Haslund beskriver tilfangetagelsen i sine erindringer her.

Efter tilfangetagelsen blev Hugo Haslund og de andre krigsfanger ført til en fangelejr. Dagligt ankom nye krigsfanger, mens han og de andre forsøgte at få et liv op at stå. Maden var knap, sengene noget, de selv måtte lave, og angsten for, hvad der skulle ske dem, stor.

Det fik Hugo Haslund til at overveje en flugt. Sammen med Karl og en tredje soldat ved navn Günther udklækkede de en simpel, men potentielt livsfarlig plan.

Günther har skaffet en tang, som skal hjælpe dem ud gennem lejrens omfangsrige pigtråd, mens Hugo Haslund selv har en kniv indsyet i sin uniform, som han har formået at skjule.

Dagen for flugten blev sat, men det var ikke uden frygt. Ikke mindst da selve dagen oprandt.

‘Ved middagen kunne jeg ikke få en bid ned. Jeg sad og skævede til mine medsammensvorne, og de skævede tilbage til mig. Om eftermiddagen var jeg optaget af at tilintetgøre, hvad jeg kunne, jeg smurte mine støvler ind i fedt, jeg havde stjålet i køkkenvognen. Senere lagde jeg mig på min madras og slappede af.'

'Jeg vågnede ved klokken, der kaldte til aftensmad. Brød, en skive flæsk og the. Efter samledes vi på vores sædvanlige mødested. ‘Er alting klart?’ spurgte jeg gutterne. ‘Klart som blæk,’ sagde Karl.’

‘Der var ikke noget at spille om, det var nu eller aldrig. Klokken 9 blev vi gennet ind i barakken, men forinden blev det aftalt, at tidspunktet var nymånen i horisonten. Da det blev tid, kravlede jeg forsigtigt ud på gulvet og hen mod døren. Jeg hørte kun snorken og nogle enkelte eder. Fik døren lukket op, og forsigtigt gled jeg ud i mørket.’

Hugo Haslund sneg sig hen til det sted, hvor de tre havde aftalt at mødes.

De havde længe inden indset, at de kunne blive nødt til at dræbe en eller flere russiske vagter, hvis flugtforsøget skulle lykkes - bevogtningen af lejren var alt for svær til at undgå andet.

Det lykkes de tre mænd at overmande to vagter.

Den ene af dem dræber Hugo Haslund med sin kniv.

Hør, hvordan Hugo Haslund selv beskriver drabet og flugten ud af fangelejren, i sine erindringer her.

Dernæst lykkes det de tre mænd at skære pigtråden over og komme ud på den anden side.

Herfra har de aftalt, at de skal løbe i hver deres retning for at undgå, at alle bliver taget til fange, hvis russerne hurtigt opdagede, hvad der foregik.

‘Karl og Günther var der allerede (ved hegnet, red.) og Günther klippede. Det var syv klip, vi måtte gøre for at komme igennem. Alt dette havde taget sekunder, vi hørte intet, kun vores eget åndedræt. Så var vi igennem og skubbede det klippede hegn på plads igen. Ikke et ord, ikke en lyd, kun et håndslag mellem os tre og væk - løb vi for livet.’

Det var sidste gang, Hugo Haslund så sine to kammerater.

Flugten tog ham over marker og små huse. Over grøfter og til slut ind i en skov.

Selv om det er sent, og hans krop stort set ikke kunne mere, så beskriver han, hvordan han tvang sig selv og sine ben til at gå og kravle videre i skoven, hvor han arbejdede sig opad i terrænet.

Han var flere gange ved at give op. Hans krop skreg efter søvn. Men til sidst nåede han en lysning, som morgenen var ved at bryde ud. Flugten var lykkedes, gik det op for ham.

Hør, hvordan Hugo Haslund beskriver den hæsblæsende nat under flugten.

Efter den dramatiske flugt formåede Hugo Haslund via Hamborg at komme hjem til Danmark.

Her nåede han dog ikke at være i mange dage, før han blev anholdt i sin svogers lejlighed. Han blev efterfølgende dømt til fire års fængsel - for at lade sig hverve til Frikorps Danmark og for noget ballade, han skabte, mens han under krigen var udstationeret i Danmark. Af dem nåede han at aftjene lidt over to år, hvorefter han blev prøveløsladt.

Ikke længe efter besluttede han sig for at søge lykken i Argentina. Af ukendte årsager når han aldrig så langt og endte med at slå sig ned i Venezuela, hvor hans historie bliver gemt i næsten 75 år.

Hugo Haslund døde 17. maj 2000 i Venezuela.