'Pludselig blev alt lyst som midt på dagen. Jeg kunne se alt og alle, sergentens guldtand i overmunden, jeg kunne se skiltet med gadenavnet på hjørnet. Et øjeblik - et sekund måske - kunne jeg ikke røre mig, så gik det op for mig, hvad der var sket.’
Det er blevet kaldt et af de mest kontroversielle kapitler i de allieredes kamp mod og sejr over Nazityskland under 2. Verdenskrig.
Et sted mellem 25.000-135.000 personer mistede livet. Og som noget helt unikt kan B.T. beskrive, hvordan en dansker stod midt i det hele, da en af 2. Verdenskrigs mest omdiskuterede rædsler indtraf.
Datoen hed 13. februar 1945. De allierede havde i efterhånden noget tid spist sig ind på Nazitysklands besiddelser i både øst og vest. Den røde hær stod omkring den nuværende tyske grænse med Polen - ikke langt fra den østtyske storby Dresden.
Under stort set hele krigen var Dresden blevet forskånet de allieredes angreb. På det tidspunkt - kun få måneder inden Nazitysklands kapitulation - blev det anslået, at netop Dresden var den største tyske by, som endnu ikke var blevet ramt af britiske og amerikanske bomber.
Og det på trods af, at byen fungerede som et stort industri- og transportcenter med produktion af blandt andet flydele til den tyske krigsmaskine. Alligevel var Dresden længe ikke set som et mål for de allierede.
Men alt det ændrede sig 13. februar 1945.
Blandt øjenvidnerne til infernoet i Dresden var en dansk kaptajn i tysk tjeneste, Hugo Haslund Vang. Hans erindringer, som B.T. har fået adgang til via en fritidshistoriker, der har gravet dem frem, giver nu for første gang et dansk indblik i begivenhederne i Dresden.
Hugo Haslund Vang havde igennem et stykke tid opholdt sig på en kaserne uden for Dresden. I sin tid i byen mødte han en pige ved navn Anna, som han blev glad for.
De tog blandt andet ud for at spise og danse. Den 13. februar 1945 havde han taget Anna med i biografen, hvor de sammen så en film. Da filmen netop var overstået, blev dørene åbnet hastigt. Der var gået en flyveralarm. Men det var sket så mange gange før uden konsekvens.
‘Folk på gaden var stadigvæk overvældede af filmen og snakkede om den. Ingen havde hastværk, for der skete jo aldrig noget i Dresden. Og det var desuden en stående vittighed, at de allierede aldrig smed bomber i Dresden, for der skulle de have deres hovedkvarter, når Tyskland faldt. Men 10 minutter efter flyvealarmen hørte vi maskinerne komme, bølge efter bølge af maskiner. På lyden kunne vi faststille, at det var amerikanske bombefly. Der kom flere og flere,’ skriver Hugo Haslund i sine erindringer.
Han nåede lige at undre sig over, at antiluftskytset over Dresden ikke svarede de lavtflyvende fly, da katastrofen indtraf.
Hør, hvordan Hugo Haslund beskriver de voldsomme scener i Dresden i sine erindringer i klippet herunder.
‘De allierede smed 100 og 100 mere julelys over byen - Weihnachtbsaüme kaldte vi dem. I samme øjeblik blev jeg klar over, hvad der ville ske, og skreg til mine folk: ’For helvede, se at få de idioter ned i rummene’. Men det var for sent, bombeangrebet på Dresden var begyndt.’
I løbet af de første 25 minutter af angrebet smed Royal Airforce alene mere end 1.800 tons bomber over den ellers uberørte by.
I de kommende dage blev Dresden bombet igen og igen. En kombination af eksplosive bomber, der fik huse til at styrte sammen, efterfulgt af brandbomber, som satte ild til det, der ikke allerede var ødelagt, viste sig dødelig effektiv, som man tidligere havde set det ved bombningen af Hamborg i 1943, hvor brandbomberne skabte ildstorme, der sugede luften ud af folks lunger.
Under bombardementet søgte Hugo Haslund tilflugt under en bro. Han var blevet væk fra Anna og havde set mindst fire fra sin deling, der også havde været i biografen, blive dræbt, da de første bomber sprang. Det virkede for ham, som om tiden stod stille.
Hør, hvordan Hugo Haslund beskrev mareridtet under bombardementet, i sine erindringer herunder.
'Jeg anede ikke hvad klokken var, for mit ur var smadret, og blod løb mellem mine fingre. Jeg må have revet mig på noget, for såret var jeg ikke. Jeg stod urørlig for nogle minutter. Jeg ville et andet sted hen, men hvor?'
'Så så jeg, at 100 meter længere fremme stod et lille hus, som tilsyneladende ikke var blevet bombet. Jeg opbød al min viljekraft og vaklede hen mod huset. Det tog tid, for hver gang jeg hørte piben fra bomber, smed jeg mig ned på jorden, men derhen kom jeg. Der var en stor dørkarm, bred og dyb, og her satte jeg mig, så helvede ligeglad med, hvad der skete mig, og faldt i søvn,’ skriver Hugo Haslund i erindringerne.
Da Hugo Haslund vågnede, troede han først, at det hele var et mareridt. Men hurtigt står det klart, Dresden var bombet til ukendelighed.
Mellem 25.000 og 135.000 anslås at have mistet livet i bombardementet.
På tidspunktet havde de allierede stort set vundet krigen. Og det fik allerede dengang tvivlen til at bryde frem. Eksempelvis hos den britiske premierminister Winston Churchill:
‘Det ser ud til, at det øjeblik er kommet, hvor spørgsmålet om bombning af tyske byer med henblik på at skabe rædsel, skønt under andre påskud, skulle gennemgås,’ skrev han i et memo, hvor han specifikt nævnte Dresden som noget, der kunne underminere de allieredes troværdighed.
Hugo Haslund kom på benene efter sin lur. Og her mødte ham scener, som man i dag ville tilskrive en dommedagsfilm i Hollywood.
Hør herunder, hvordan Hugo Haslund i sine erindringer beskriver den sønderbombede by.
Efterfølgende fik Hugo Haslund løbet ud til den kaserne, hvor han boede. Her mødte han til sin lettelse Anna, der ventede på ham.
De næste dage bestod af flere gensyn med rædslerne i Dresden, hvor Hugo Haslund blev sat til at stå for et mindre hold i det store oprydningsarbejde og bjergning af lig. Flere gange måtte han bjerge omkomne fra byens murbrokker og bære dem til store bål.
Men en bestemt oplevelse fra oprydningsarbejdet fulgte ham stadig mange år efter. Da han og en gruppe soldater på tredjedagen fandt et lille barn.
Herunder kan du høre, hvordan Hugo Haslund beskriver fundet af det lille barn, som havde overlevet bombardementet, i sine erindringer her.
Efter sin afsked med Dresden var Hugo Haslund fortsat i tysk tjeneste, indtil han ikke længe efter løb ind i Den Røde Hær.
Det kan man læse mere om i sidste afsnit om Hugo Haslund.
Del: