TV2s journalist Ole Kolster har torsdag aften fået en del seere på nakken efter, at han optrådte live på TV2 News fra lufthavnen i Billund.

Ole Kolster havde nemlig taget et mundbind på - som man jo skal i lufthavnen - men seerne spottede straks, at mundbindet ikke sad som det skulle. Ole Kolsters næse var nemlig helt fri og mundbindet nåede kun lige akkurat over journalistens overlæbe.

Cirka ti minutter senere var arme Ole Kolster genstand for spot og spe på de sociale medier. Herunder også Anders Hemmingsens Instagramprofil, der har over en million følgere.

Ole Kolster lægger sig fladt ned.

»Jeg accepterer gerne et velfortjent rap over nallerne her,« siger Ole Kolster til B.T. og fortsætter:

»Der skete simpelthen det, at vi kom kørende ind fra Aarhus og var alt for sent på den. Det gik meget hurtigt og i farten, så fik jeg simpelthen ikke sat mundbindet ordentligt på. Og helt alvorligt, det beklager jeg faktisk,« siger Ole Kolster.

Du ved vel, hvordan man bruger det?

»Jo, det var simpelthen fordi, at det gik så stærkt. Udsendelsen venter jo ikke, fordi jeg kommer for sent. Så dummede jeg mig,« siger han.

TV2s journalist Ole Kolster fik ikke sat mundbindet på korrekt, da han sendte live fra Billund. Ikke længe efter var han på Anders Hemmingsens instagramprofil
TV2s journalist Ole Kolster fik ikke sat mundbindet på korrekt, da han sendte live fra Billund. Ikke længe efter var han på Anders Hemmingsens instagramprofil
Vis mere

Hvad siger du til, at du røg på de sociale medier i rekordtempo?

»Jeg synes, at det er rigtigt bekræftende og positivt, at danskerne er opmærksomme på os i public service medierne, men også med hinanden. Det er vigtigt, at være opmærksom på smitten og hinanden. Så jeg tager gerne lidt røg for den her,« siger han.

Da Ole Kolster dukkede op på skærmen igen lidt senere, så sad mundbindet upåklageligt.