Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Coronakrisen og invasionen af Ukraine får skylden for manglende arbejdskraft og stigende priser på råvarer, komponenter og jorddeponering.
Anlægningen af Hovedstadens Letbane er i øjeblikket udsat for store problemer.
Det skriver aktørerne selv i en pressemeddelelse.
»Disse store globale udfordringer har eskaleret projektets medfødte kompleksitet. Derfor vurderer Hovedstadens Letbane nu, at det ikke er sandsynligt, at byggeriet kan færdiggøres med det nuværende anlægsbudget,« skriver de blandt andet.
Anlægsbudgettet er på 8,2 milliarder, men kan ifølge pressemeddelelsen ende med en forøgelse på 10-15 procent. Den eventuelle forøgelse af anlægsbudgettet vil skulle finansieres af Letbanens ejere.
Hvis budgettet bliver forøget med 10 procent svarer det til i omegnen af 820 millioner kroner. Hvis der er tale om 15 procent svarer det til 1,2 milliarder kroner.
»Der er mange faktorer, som påvirker projektets risici, blandt andet de uventede globale faktorer med covid og krigen i Ukraine, der har gjort det ekstremt udfordrende for os at sikre fremdriften og økonomien på projektet. På baggrund af den ændrede risikoprofil vurderer vi derfor nu, at det ikke er sandsynligt, at Letbanen kan færdiggøres med det nuværende budget, « siger Erik Skotting, direktør i Hovedstadens Letbane.
»Når vi kommer med denne risikovurdering nu, er det ikke, fordi pengene er brugt, men det er en early warning. Med en forhøjelse af budgetrammen har vi fortsat en forventning om, at Letbanen vil kunne åbne som planlagt. Men som med andre tilsvarende komplekse projekter er der selvfølgelig vedvarende usikkerhed,« forklarer han yderligere.