Best Western Hotel Eyde i Herning har modtaget en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.

Det skete til et kontroltjek den 6. august 2019, hvor opbevaringen af fisk i køkkenet ikke var i orden.

Udover den sure smiley fik hotellet også en bøde på 15.000 kr.

Den sure smiley og bøden skyldtes, at fisken lå i et kølebord, hvor temperaturen stod til at skulle være mellem to og fem grader, men hvor målingen viste over syv graders varme.

Det var blandt andet ferske rødspætter, der ikke var opbevaret, som de burde.
Det var blandt andet ferske rødspætter, der ikke var opbevaret, som de burde. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bøden er helt i orden

Ekspert i fødevarer Michael René mener, at Fødevarestyrelsen har handlet helt korrekt, og han synes derfor, at den sure smiley og bøden er på sin plads.

»Når fisk opbevares ved for høj temperatur, så øges risikoen for, at fisken bliver dårlig, og det kan føre til, at mennesker får det dårligt af at spise fisken,« fortæller Michael René til B.T.

Best Western Hotel Eyde har ikke smidt isterninger ovenpå eller omkring fiskene, og det gør en kæmpe forskel, siger Michael René.

»Hvis der havde været isterninger ovenpå fisken, så kunne det måske have gjort, at temperaturen var kommet ned omkring de fem grader, som den skal være,« slutter Michael René.

Michael René fra Københavns Professionshøjskole synes, at den sure smiley og bøden på 15.000 kr. er helt i orden.
Michael René fra Københavns Professionshøjskole synes, at den sure smiley og bøden på 15.000 kr. er helt i orden. Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vis mere

Vi tager det fulde ansvar

Bestyrelsesformand for Best Western Hotel Eyde, Hardy Vesterholm, fortæller, at man accepterer smileyen og bøden, men man selvfølgelig er kede af over, det er sket.

Det var et af køkkenets nye køleskab, der var årsagen til, at temperaturen hos fiskene var for høje.

»Vi har fået nye køleskab, der selv justerer temperaturen, og når man åbner og lukker det så mange gange om dagen, som vi gør, så ændrer temperaturen sig. Om morgenen var temperaturen fin, men da der var tjek, havde den ændret sig, og det er selvfølgelig ærgerligt,« fortæller Hardy Vesterholm til B.T.

Hardy Vesterholm understreger dog, at det ikke er køleskabets skyld, at man har fået den sure smiley og bøden på 15.000, og at man nu vil arbejde på at komme af med smileyen igen.