»Hospitalet er et apolitisk sted.«

Det påpeger hospitalsdirektør Henrik Larsen, efter at hans personale mandag fandt materiale fra vaccinemodstandere på Regionshospital Nordjylland i Hjørring i forhallen.

Pjecerne blev fundet i både forhallen og et venteområde. Og efterfølgende smed hospitalet så selv et billede af fundet på Facebook.

Henrik Larsen er meget klar i mælet, når han skal forholde sig til folderne:

»Jeg sidestiller det her materiale med politisk propagandamateriale. Og det hører ikke hjemme på et hospital.«

Direktøren har dog ikke tænkt sig at finde ud af, hvem der placerede pjecerne i hospitalets bygninger i Hjørring.

»Det har vi slet ikke overvejet at ville gå ind i. Vi har kameraovervågning af vores forhalsområder. Men det har vi af nogle meget mere alvorlige grunde. Det her kan slet ikke begrunde, at vi går ind og åbner videofiler fra i går,« siger han.

Hospitalsdirektør Henrik Larsen har stort fokus på at fjerne uautoriseret materiale fra hospitalerne, fortæller han til B.T.
Hospitalsdirektør Henrik Larsen har stort fokus på at fjerne uautoriseret materiale fra hospitalerne, fortæller han til B.T. Foto: Region Nordjylland
Vis mere

Henrik Larsen fortæller, at der i en længere periode har været stort fokus på, hvad der hører til på et hospital – og hvad der ikke gør.

»Vi har sagt til vores ledelse og medarbejdere, at politisk valgmateriale ikke hører hjemme på hospitalet. Vi er en offentlig institution, og dermed skal vi være politisk neutrale. Hvad man mener om vaccination, anser jeg for at være politisk materiale.«

Han påpeger, at det med tiden kan blive nødvendigt at gøre mere, hvis pjecerne bliver et tilbageværende problem. Indtil videre er der dog kun tale om et engangstilfælde, understreger han.

»Det, der er vigtigst for os, er at materialet ikke er tilgængeligt på hospitalet,« understreger han og uddyber:

»Vi skal have øjne og ører åbne, når vi går rundt. Og selvfølgelig har det her givet anledning til, at vi går en ekstra gang gennem forhallen i Hjørring og kigger efter.«

Han fortæller, at det både internet og eksternt er kommunikeret, at de uønskede flyers skal fjernes. Og hvis andre finder noget tilsvarende, skal det meldes til ledelsen.

Desuden forklarer han, at enten sundhedsmyndighederne eller hospitalsledelsen skal være inde over det materiale, som man finder på landets sygehuse.

Alligevel kan direktøren dog ikke garantere, at uønskede pjecer aldrig nogensinde dukker op på hospitalet igen.

»Det kan vi ikke. Et hospital er et offentlighedsområde, og vi skal være tilgængelige for både patienter og deres pårørende. Så på den måde vil et hospital aldrig blive til et aflukket sted. Der er jo altid en risiko for, at sådan noget her kan ske,« siger Henrik Larsen.