Det nye universitetshospital i Odense bliver omkring en halv milliard dyrere.
Det meldte Region Syddanmark ud i december, og nu har de fået grønt lys af Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at udvide budgettet for byggeriet med yderligere 454 millioner kroner.
Og pengene skal regionen selv skaffe, enten ved at låne dem eller ved at hente dem i regionens egen kasse.
I pressemeddelelsen fra Region Syddanmark skydes skylden for problemerne på inflation, afledte konsekvenser af covid-19 og krigen i Ukraine.
Men for en måneds tid siden kom det frem, at 400 rum og 200 toiletkabiner på det nye supersygehus var blevet angrebet af skimmelsvamp.
Arbejdet med at fjerne svampene forventes at tage et halvt år, og de er kommet, fordi regn er trængt ned igennem utætte tage på byggeriet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddeler i samme ombæring, at de fremover vil føre skærpet tilsyn med byggeriet af det nye universitetshospital.
»Vi er rigtigt langt fremme med at opføre Danmarks største nybyggede sygehus, og vi samarbejder gerne med ministeriet om at få den sidste del af byggeriet sikkert i havn,« siger formanden for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, Karsten Uno Petersen (S).
Ifølge pressemeddelelsen fra regionen ser det lige nu ud til, at patienter kan rykke ind sidst i 2025 - eller alternativt foråret 2026.
Det første spadestik til hospitalet blev taget i 2016, og byggeriet af selve hospitalet begyndte tre år senere. Planen var, at det skulle stå færdigt i slutningen af 2022.