Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jublen er ikke til at være i tvivl om på Regionshospital Nordjylland.

Tirsdag modtog hospitalet nemlig en donation af hidtil uset størrelse, som skal gå til behandling af patienter med hjerneskader.

Donationen lyder på hele 20 millioner kroner og kommer fra den private fond Melsen Fonden. Og det er, ifølge en pressemeddelelse fra Region Nordjylland, 'den største donation nogensinde' til Regionshospitalet, som har afdelinger i flere nordjyske byer – herunder i Brønderslev, hvor donationen blev annonceret.

»Det er en fantastisk donation, som jeg på vegne af hele Region Nordjylland vil sige stort tak for. Det giver os nogle helt unikke muligheder for at hæve behandlingsniveauet for neurorehabilitering yderligere,« lyder det fra formand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).

Anker Laden-Andersen (t.v) overrakte donationen på 20 millioner kroner til regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Anker Laden-Andersen (t.v) overrakte donationen på 20 millioner kroner til regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Foto: Region Nordjylland
Vis mere

Og hjerneskader er noget, der rammer mange danskere. Ifølge tal fra patientforeningen Hjernesagen, rammes hver syvende dansker af stroke i løbet af livet, og det er samtidig den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark.

Melsen Fonden blev etableret i 2020 på grundlag af boet efter afdøde Svend Melsen, der var ejer af teknologivirksomheden Melsen Tech.

Det var bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen, der overrakte donationen.

»Med donationen har vi en unik mulighed for at yde økonomisk støtte til både rehabiliteringsindsatsen og forskning, hvilket er en væsentlig del af fondens fundats,« siger Anker Laden-Andersen.

De 20 millioner er øremærket til forskellige områder indenfor neuroområdet. 5,6 millioner skal gå til rehabiliteringsteknologi, 5 millioner til en udvidelse af sygehuset i Brønderslev, og de resterende millioner fordeles til blandt andet forskningsudstyr, teknologiske hjælpemidler og et nyt stipendiat.

Andre læser også