Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hjælp, hvis du kan.

Sådan lyder beskeden fra Aarhus Universitetshospital.

Der mangler nemlig bloddonorer i Aarhus – og særligt donorer, der vil give plasma, som er en del af blodet.

Derfor opfordrer blodbanken i Aarhus alle sunde og raske borgere til at melde sig hurtigst muligt.

Plasma bruges til at fremstille livsnødvendig medicin, og det er en nødvendighed for at behandle en række alvorlige sygdomme.

Der er på verdensplan mangel på immunglobulin, som også kaldes antistoffer, som udvindes fra plasma.

Manglen kan betyde, at patienterne ikke får den mængde immunglobulin, de har behov for.

I Danmark er det besluttet, at vi skal være selvforsynende med immunglobulin. Selvforsyning er nemlig vigtigt for at øge forsyningssikkerheden.

Desuden kan der være etiske overvejelser ved at købe plasma fra udenlandske donorer, som ofte tappes under andre forhold end i Danmark, oplyser Aarhus Universitetshospital.

»Behandlingerne med den livsvigtige medicin udvundet fra plasma skaber liv og livskvalitet hos patienter med blandt andet immundefekt. Behovet for den livsvigtige medicin er stigende, og medicinen kan kun fremstilles af blodplasma,« siger Christian Erikstrup, der er professor og overlæge ved Blodbank og Immunologi på Aarhus, og fortsætter:

»Derfor har vi lige nu brug for flere bloddonorer.«

Blodbanken opfordrer derfor alle raskere borgere til at melde sig.

De beder også virksomheder i Skejby om at videreformidle budskabet til deres medarbejdere og appellerer til, at medarbejderne kan få lov til at få tappet blod i arbejdstiden.

Det er frivilligt, ubetalt og anonymt at donere blod. Der er i dag 180.000 bloddonorer i Danmark.

Man skal være voksen, sund og rask og veje over 60 kilo for at donere plasma. Det tager cirka 45 minutter og gendannes hurtigt i kroppen.