Det er slut med sauna, dampbad og springvand i Horsens.

Kommunen indfører nemlig en række tiltag for at komme bedst muligt gennem energikrisen.

Det betyder blandt andet, at det bliver koldere at gå i svømmehallen, på biblioteket eller i sportshallen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.

Temperaturen sænkes nemlig til 19 grader i kommunale bygninger.

Kommunen har også besluttet at slukke for alle springvand, dampbad og saunaer og droppe den traditionelle skøjtebane på Rådhustorvet.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at horsensianerne ikke kan samles om byens skøjtebane, som vi plejer. Men i den nuværende situation vurderer vi, at det her er et nødvendigt bidrag til forsyningssikkerheden,« siger Bjarke Butt Eriksen, direktør i Teknik og Miljø i Horsens Kommune.

Udendørsbelysning på kommunale bygninger på facader, skilte og træer bliver slukket.

Dog vil der stadig være belysning af gangarealer, legeområder og parkeringspladser i de mørke perioder af døgnet, hvor der færdes personer i området.

Endelig opfordrer Horsens Kommune borgerne til at følge Energistyrelsens spareråd, hvilket blandt andet indebærer at vaske hænder i koldt vand.

»Vi kommer til at følge udviklingen tæt henover efteråret og vinteren. Hvis der er brug for yderligere tiltag på området, vil vi naturligvis sætte hurtigt ind,« siger Bjarke Butt Eriksen.

Alle de nye tiltag i Horsens skal være gennemført hurtigst muligt og senest 30. september.