Godt nok var der ingen hår i suppen. Men til gengæld var meget andet galt, da et stort historisk hotel for nylig fik uventet besøg.

Med 55 år på bagen er Glostrup Park Hotel blandt Storkøbenhavns ældste og mest kendte.

Meget vand er dog løbet gennem åen siden 1967.

Glostrup Park Hotel er i dag firestjernet og godkendt som hotel, kursus- og konferenceleverandør til staten.

Det er ikke tilfældigt.

Hotellet blev for flere år siden udbygget med en samlet investering på over 175 millioner kroner.

Blandt andet i form af et nyt konferencecenter på knap 2.800 kvadratmeter og en større makeover af hotellets panoramarestaurant, La Cocotte.

Her kan man blandt andet nyde sin frokost i den mondæne tilbygning Orangeriet, hvor loftet er beklædt med kobber, og gulvet er beklædt med store spanske naturstensfliser.

Glostrup Park Hotels nye konferencecenter, kaldet Orangeriet, er en helt selvstændig bygning, der ligger i den nordlige ende af Glostrups fine bypark. Foto: Pressefoto 
Glostrup Park Hotels nye konferencecenter, kaldet Orangeriet, er en helt selvstændig bygning, der ligger i den nordlige ende af Glostrups fine bypark. Foto: Pressefoto 
Vis mere

Til trods for det var Fødevarestyrelsen ikke synderligt imponeret over det syn, der mødte dem under et kontrolbesøg tidligere på måneden.

Rengøringen var så dårlig, at det udløste dumpekarakter i form af en sur smiley og en dobbelt bødestraf på i alt 20.000 kroner.

»Kritikken rammer os hårdt, da vi normalt er meget påpasselige i forhold til køkkenhygiejne,« siger administrerende hoteldirektør, Mikael Melander, til B.T.

Problemerne omfatter mangelfuld rengøring af opvaskemaskinerne, en kaffemaskine og et par køkkenmaskiner, fremgår det af kontrolrapporten.

Der blev blandt andet fundet ansamlinger af fødevarerester og ældre snavs under et komfur, og i tjenergangen var der ældre indtørret snavs under en kaffemaskine.

Yderligere blev der fundet »røde belægninger« på flere områder i en stor tunnelopvaskemaskine. Blandt andet på alle lamellerne.

Dertil var der belægninger af snavs indvendigt i en anden opvaskemaskine.

»Rengøringsområdet og opvasken er to områder, vi har valgt at outsource, men ansvaret for at rengøringsprocedurerne overholdes er naturligvis vores. Dette er indskærpet over for de ansvarlige hos os samt det eksterne opvaskefirma,« siger Mikael Melander.

Det er ikke første gang, at Glostrup Park Hotel har fået en sanktion på grund af dårlig hygiejne.

I december måned sidste år fik hotellet en indskærpelse for et lignende forhold - det samme som en mellemglad smiley.

Det medførte dengang to gebyrlagte, opfølgende kontrolbesøg, hvoraf det andet i rækken nu har medført en bødestraf.

»Jeg er sikker på, at vi nu har fået rettet op på forholdene, så vi kan få vores glade smileyer tilbage,« siger hoteldirektør Mikael Melander.

Restaurant La Cocotte blev etableret på Glostrup Park Hotel i starten af 1991 med hjælp fra Jan ‘Cocotte’ Pedersen, der fungerede som køkkenchef i restaurantens første tid.

Dengang var Jan Pedersen en berømt verdensmester, da han i 1989 var den første danske kok til at vinde et verdensmesterskab, Bocuse d’Or.