Det er lige nu, du som lønmodtager har mulighed for at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.

Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet med den såkaldte sommerpakke, der blev vedtaget i juni, og som har til formål at sætte gang i forbruget og dermed dansk økonomi. Er du ikke lønmodtager, er der også penge på vej til dig.

For i juni blev det også aftalt, at der i oktober skal udbetales 1.000 kroner til blandt andet alle landets pensionister, efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere, studerende på SU og andre personer på offentlige ydelser.

Men præcist hvornår i oktober?

Det spørgsmål har B.T. sendt videre til henholdsvis Beskæftigelsesministeriet og Udbetaling Danmark under ATP.

Og svaret: Du må forsøge at være tålmodig og ellers holde øje med din konto.

For rolig – pengene kommer.

Men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at få et mere klart svar på, præcis hvilken dag eller uge, ‘coronachecken’ på 1.000 kroner tikker ind, lyder det fra de to myndigheder.

For den tekniske løsning skal helt på plads først.

Men i oktober – det bliver det.

Beløbet er et skattefrit engangstilskud, og du skal ikke foretage dig noget for at få det udbetalt, hvis du er blandt dem, som skal have det.

Pengene bliver udbetalt automatisk, og det vil være op til det enkelte pengeinstitut, om der følger en nærmere forklarende tekst med.

Det er ATP, som administrerer det skattefri beløb.

Når du i din netbank kan se posteringen ‘Engangstilskud covid’, er det blevet din tur i rækken til at få 1.000 kroner fra staten.