På Haurumvej i Tilst kunne man i nat se høje flammer, da to biler var i brand på en parkeringsplads.

Både politi og brandvæsen var på stedet.

Østjyllands Brandvæsen modtog anmeldelsen klokken 02.14 om, at der var brand i to biler.

»Da vi ankommer til stedet er den ene brand i fuld gang – og den anden er ved at tage godt fat,« siger operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen.

Østjyllands Brandvæsen fik hurtigt slukket branden.
Østjyllands Brandvæsen fik hurtigt slukket branden. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Østjyllands Brandvæsen ved ikke, hvad der har startet branden.

Anders Jensen fortæller dog, at branden blev slukket forholdsvist hurtigt, og det er en rimelig standardopgave for brandvæsnet.

Derfor nåede branden heller ikke at sprede sig yderligere.

Østjyllands Politi oplyser til B.T., at det ikke har været muligt at lave en gerningsstedsundersøgelse på stedet, da det var for varmt og svært tilkommeligt.

Det skal dog foretages, når det er muligt.