De seneste dage er smitten steget kraftigt i Hørsholm Kommune i Nordsjælland, og kommunen er nu tæt på at blive lukket ned.

Blandt andet efter at en gruppe gymnasiedrenges fodboldaften startede et smitteudbrud.

Onsdag i sidste uge mødtes ti drenge fra Rungsted Gymnasium og så Champions League-semifinaleopgøret mellem Paris Saint-Germain og Manchester City. Ni af dem er siden testet positive for coronavirus, skriver TV 2 Lorry.

Efterfølgende har virussen spredt sig til familie og venner, hvilket på kort tid har sendt smittetallene i kommunen op – og nu er kommunen meget tæt på den kritiske grænse for nedlukning.

Der har den seneste uge været 234 smittede pr. 100.000 indbyggere i kommunen, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Hvis kommunen når over 250 fredag, skal blandt andet skoler, institutioner, restauranter og barer, butikker og frisører lukke omgående.

Det oplyser borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), til TV 2 Lorry.

»Vi er steget markant de sidste to til tre dage. Vi er faretruende tæt på at nå grænsen for automatisk nedlukning,« siger Morten Slotved til TV 2 Lorry.

Morten Slotved mener, at det meget vel kan ende med en nedlukning, og derfor er kommunen nu i fuld gang med at forberede pressemeddelelser og information til borgerne.

På Rungsted Gymnasium er eleverne sendt hjem til fjernundervisning tirsdag og onsdag.

»De første positive svar begyndte at komme i weekenden. Nu har vi bedt alle om at blive PCR-testet, før de kan komme tilbage,« siger Morten Slotved han til TV 2 Lorry.

Han opfordrer på Facebook hele Hørsholm Kommune til at få knækket smittekurven.

'Spred budskabet! For det er så vigtigt, at alle i Hørsholm er klar over, at smitten går den gale vej lige nu,' skriver han blandt andet.

Det er ikke kun Hørsholm, der risikerer at blive ramt af nedlukning. I Brøndby Kommune har der den seneste uge været 223 smittede pr. 100.000.