Hvad laver jeg egentlig her? Hvis det er den følelse, du er mødt ind på arbejdet med efter sommerferien, er du formentlig ikke den eneste. Det er nemlig højsæson for jobskifte.

»Mange bruger sommerferien på at reflektere over hverdagen. Ligesom vi ser flere skilsmisser, er der derfor også mange, som vælger at skifte job,« siger HR-konsulent Christian Jensen, der arbejder med trivsel på arbejdpladser i eget konsulentfirma.

25 pct. af alle jobskiftere begyndte på deres nye arbejde i enten august eller september, viser Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse 2017.

Det kan da også være svært at efterlade den kolde rosé på terrassen og finde sig til rette bag skrivebordet - især hvis du i forvejen ikke er glad for dit arbejde.

Så er det nærliggende lige at tjekke Jobindex for alternativer. Og det mærker Danmarks største jobportal, der har ekstra meget trafik efter jul og sommerferie.

»I ferien har man tid til at overveje andre muligheder. Som noget nyt kan vi se, at folk faktisk ikke længere venter til efter ferien med at gå på opdagelse i de nye jobmuligheder. Gratis roaming i EU gør det nemlig nemt at søge job, mens du holder ferie,« siger direktør hos Jobindex, Kaare Danielsen.

Men før du i din ferie-blues søger mod grønnere græsgange, opfodrer Christian Jensen til, at du tager temperaturen på din arbejdsglæde og finder ud af præcis, hvor den halter.

Et af de værktøjer, han bruger, er GAIS-testen, der måler på syv forskellige faktorer: mening, mestring, ledelse, balance, medbestemmelse, resultater og kolleger.

Testen er udviklet på baggrund af undersøgelser af arbejdslyst, som Krifas Videncenter for God Arbejdslyst, Institut for Lykkeforskning og Kantar Gallup har gennemført de seneste tre år.

»Vi ved f.eks., at mening er den faktor, der har den højeste effekt på vores arbejdslyst,« siger Christian Jensen.

Men selv hvis man som sygeplejerske eller folkeskolelærer oplever stor mening i sit job, kan det koste på arbejdslysten, hvis man f.eks. ikke har tid til at udføre jobbet tilfredsstillende.

»Og netop balancen mellem mængden af opgaver og den tid man får til at løse dem, er den faktor flest danskere er utilfredse med,« siger han.

Et godt forhold til kollegaerne er den faktor, som flest danskere oplever, spiller på deres arbejdsplads, viser en kortlægning af danskernes arbejdslyst, som Krifa, Institut for Lykkeforskning og TNS Gallup står bag.
Et godt forhold til kollegaerne er den faktor, som flest danskere oplever, spiller på deres arbejdsplads, viser en kortlægning af danskernes arbejdslyst, som Krifa, Institut for Lykkeforskning og TNS Gallup står bag.
Vis mere

På baggrund af en række spørgsmål til dit arbejdsliv, kan GAIS bruges som et redskab til øge arbejdslysten – også uden at skifte job.

»Har jeg mistet meningen med mit arbejde? Oplever jeg, at jeg ikke kan mestre opgaverne? Eller er der problemer i samspillet med kollegaerne? Måske kan du i samarbejde med din chef ændre på nogle af de faktorer, som halter i din test,« siger Christian Jensen.

Det vigtigste er ifølge HR-konsulenten, at man holder sig attraktiv, så man også kan ane muligheder udover lige præcis den stilling, man sidder i nu.

»Ligesom der i et fængsel altid skal være en mulighed for at flygte, fordi man aldrig må tage håbet fra folk, skal man som medarbejder også sigte mod at gøre sig attraktiv for andre virksomheder. Ellers risikerer du at bliver frustreret og ked af det, fordi du føler dig fanget i dit job,« siger han.