Søndag var der lagt op til hygge i Kildeparken i Aalborg.

40 børn og voksne var samlet til sjov, spil og leg. Der var bare et problem.

»Vi var der i fire timer, og der holdt vi os altså. De offentlige toiletter var simpelthen så ulækre,« siger Peter Andersen, som var en del af gruppen, der nød nogle ellers fornøjelige timer i parken.

»En af kvinderne i gruppen er gravid, og hun skulle virkelig tisse. Men det opgav hun, for faciliteterne er simpelthen så uhumske.«

Da valget stod mellem at placere måsen her eller vente med at tisse, så gjorde en højgravid kvinde det sidste.
Da valget stod mellem at placere måsen her eller vente med at tisse, så gjorde en højgravid kvinde det sidste. Foto: Rasmus Krøll / B.T.
Vis mere

Der er toiletter to steder i parken. Men toiletterne i den ene ende ligner ikke nogen, der har set rengøring i meget lang tid, mens de andre er lukkede.

»Der står på dem, at de er under renovering. Men det har der nok stået i et år, og der sker ikke noget,« siger Peter, som tvivler på, at der rent faktisk er et renovationsarbejde undervejs.

»Jeg bliver harm, for jeg synes ikke, vi kan være det bekendt – hverken over for aalborgenserne eller turister, at der ikke er nogen ordentlige steder, man kan komme på toilet. Det er simpelthen for dårligt,« siger han.

Den kritik deler Jørgen Andersen, formand for Midtbyens Samråd.

Toiletterne skal rengøres og passes af Aalborg Kommune – en opgave, der godt kunne trænge til et løft, mener flere af parkens brugere.
Toiletterne skal rengøres og passes af Aalborg Kommune – en opgave, der godt kunne trænge til et løft, mener flere af parkens brugere. Foto: Rasmus Krøll / B.T.
Vis mere

»Vi har et problem i byen med, at der både er for få toiletter, og at de, der er, ikke bliver plejet ordentligt, så de næsten bliver ubrugelige,« siger han.

Sammen med Udsatterådet, Seniorrådet og Handicaprådet har han skrevet et brev til alle politikerne i Aalborg byråd for at gøre opmærksom på problematikken.

»Man har gjort meget for at gøre byen attraktiv at bruge. Lavet nye torve og legepladser, og så undrer det os, at man ikke har tænkt toiletter ind i det,« siger Jørgen Andersen.

»Det dur jo ikke, at man skal tigge byens restauranter om lov til at låne deres toilet, hvis man har brug for at stille sin nødtørft i midtbyen.«

Brevet blev sendt af sted for 14 dage siden og er skrevet som optakt til kommunens budgetforhandlinger efter sommerferien.

Peter Larsen (SF) har svaret.

»Vi kan sagtens se problemet, og derfor lægger vi også op til, at toiletforholdene skal drøftes i de kommende forhandlinger,« siger han.

Rådmand på området Jan Nymark Thaysen (V) er klar til at gå ind i en dialog og tager den manglende rengøring til efterretning.

Jan Nymark Thaysen (V) blev først bekendt med problemet på Egholm for nogle uger siden og er sikker på, at de hurtigt finder en løsning.
Jan Nymark Thaysen (V) blev først bekendt med problemet på Egholm for nogle uger siden og er sikker på, at de hurtigt finder en løsning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det vil jeg notere mig som noget, vi skal have kigget på,« siger han.

»Men flere toiletter og et tiltrækkeligt løbende opsyn er dyrt, og inden for de nuværende rammer bliver det svært at finde penge til nye projekter. Vi er meget pressede på anlægsområdet i forvejen.«

Så indtil videre ser det altså ud til, at Peter Andersen og andre aalborgensere skal kigge længe efter flere og renere toiletter.

»Jeg synes, det er for dårligt, at vi i Aalborg ikke kan tilbyde noget bedre. Og det er jo synd, for det lægger en dæmper på fornøjelsen ved at bruge byen,« siger han – klar til at holde sig, indtil der måske en dag kommer bedre forhold.