Det var ulovligt, da Vordingborg Kommune trak sygemeldt socialpædagog i løn, fordi hun ikke havde udfyldt et sygedagpengeskema korrekt. Det fastslår Højesteret i en principiel dom.

En arbejdsgiver må ikke trække syge medarbejdere i løn. Det blev slået fast, da Højesteret i oktober afsagde en principiel dom. Tidligere er både byretten og landsretten kommet frem til samme konklusion.

Sagen handler om, at Vordingborg Kommune i efteråret 2015 trak den sygemeldte socialpædagog Karin Borup Aagaard i løn, fordi hun ikke havde udfyldt et sygedagpengeskema i sin e-Boks korrekt og rettidigt.

Hun var ansat i Vordingborg Kommune, og fordi sygedagpengedokumentet ikke var udfyldt ordentligt, mistede arbejdsgiveren – kommunen – retten til sygedagpengerefusion fra staten.

Men ifølge domstolene var det ulovligt at trække hende i løn. Vordingborg Kommune har derfor måttet tilbagebetale omkring 25.000 kroner til socialpædagogen.

Forløbet har rystet Karin Borup Aagaard.

»Det værste har været den arrogance, som kommunen og jobcenteret har udvist. Der har hele vejen igennem været manglende dialog, manglende vejledning og umenneskelighed,« siger hun til A4 Nu.

Da dommen er principiel, kommer den til at danne præcedens i lignende sager. Det glæder formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen.

»For nu er endegyldigt slået fast, at man ikke som arbejdsgiver kan gradbøje retten til løn under sygdom. Det er nu cementeret, at ansattes overenskomstsikrede ret til løn ikke er afhængig af, om kommunen får refusion. Og det er entydigt godt og retfærdigt,« siger han til A4 Nu.

Personalechef i Vordingborg Kommune Randi Jakobsen henviser til, at højesteretsdommen kom frem til, at en arbejdsgiver gerne må modregne mistet dagpengerefusion i den ansattes løn, såfremt visse betingelser er opfyldt.

'Kommunernes Landsforening (KL) har oplyst, at de på baggrund af dommen vil opdatere deres vejledning til kommunerne, så den tager højde for højesteretsdommen. Vordingborg Kommune vil fortsat følge KL's vejledning,' skriver hun i en e-mail til A4 Nu.