Selv i Guds eget hus må man vende hver en femøre for at kunne betale varmeregningen.

Det skriver TV Midtvest.

De høje energipriser har nemlig medført, at det er blevet betydeligt dyrere at varme de gamle middelalderkirker op i Viborg Stift.

Derfor har flere menighedsråd søgt om at afholde færre gudstjenester for på den måde at holde varmeregningen nede.

»Det er meget usædvanligt, men vi står også i en usædvanlig situation. Flere steder har man brugt det budget, der var at gøre med,« fortæller Henrik Stubkjær, der er biskop i Viborg Stift.

Selv er biskoppen bange for, at aflysningen af gudstjenester medfører, at man vænner folk af med at gå til gudstjenester.

Derfor har han bedt menighedsrådene om at kigge på kirketællinger for at se, hvilken betydning aflysningerne af gudstjenesterne har.

I Ribe Stift er der endnu ingen, som har søgt om tilladelse til at aflyse gudstjenester, og i Aalborg Stift har der kun været en enkelt forespørgsel, men endnu ingen ansøgninger.