Corona-tallene har i Danmark set fornuftige ud de seneste uger, men det betyder desværre, at nogle borgere glemmer retningslinjerne.

Retningslinjerne bliver blandt andet glemt i de danske supermarkeder, hvor folk glemmer at holde den afstand, som Mette Frederiksen opfordrer til.

Det fortæller Per Tønnesen, der er sektorformand hos fagforeningen HK Handel, til B.T. torsdag:

»Vi får desværre meldinger fra medarbejdere i butikkerne om, at danskerne falder tilbage til deres tidligere adfærd. Der bliver ikke holdt afstand.«

Sektorformand i HK Handel Per Tønnesen.
Sektorformand i HK Handel Per Tønnesen.
Vis mere

Sektorformanden påpeger, at der var mangel på værnemidler hos virksomhederne i begyndelsen, men det er der kommet styr på nu.

Per Tønnesen tilføjer, at det er specifikke områder i butikkerne, der er mest udsat:

»Folk klumper typisk sammen ved køledisken, i grøntafdelingen, eller hvor der er gode tilbud. Og det gør desværre, at smittespredningen er stor de steder.«

Han siger, at der sjældent er adgangskontrol, inden borgerne skal ind i en butik, og det betyder, at mange mennesker samles på det samme sted.

HK Handel har mange medlemmer, der arbejder ude i butikkerne, og de har fortalt fagforeningen om den bekymrende adfærd hos folk.

Per Tønnesen mener dog ikke, at det er medarbejderne, der skal agere på folks forkerte adfærd:

»Det er helt klart et problem, der skal håndteres af den virksomhed, der ejer butikken. Det er dem og ikke medarbejderne, der skal agere og sætte ind.«

Sektorformanden har set eksempler på familier, der handler sammen. Og det gælder både mand, kone og børn. Det synes han er forkert.

Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Hos HK Handel ser man gerne, at danskerne bliver ved med at handle så få sammen som overhovedet muligt:

»Vi ser gerne, at folk handler alene. På den måde respekterer man ligeledes de retningslinjer, som myndighederne har fremlagt.«

Per Tønnesen understreger, at det ikke kun er retningslinjerne, som borgerne skal respektere:

»Jeg synes, man skal udvise respekt over for de medarbejdere, der møder ind på arbejde hver eneste dag, så der kan komme forsyninger på hylderne.«

Sektorformanden er af den overbevisning, at virksomhederne sagtens kan holde øje med, om folk holder afstand, hvis de vil.

Han mener, at når virksomhederne holder øje med, om de rigtige varer bliver betalt, så kan du også holde øje med, om folk holder afstand.

Per Tønnesen siger afsluttende, at problemet ikke er størst i de små butikker – nærmere tværtimod:

»Man skulle tro, at problemet var størst i de små butikker, men det er faktisk omvendt. Jo større butikken er, jo større bliver problemet.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Rundtomkring i de danske supermarkeder er det meget forskelligt, hvordan kunderne skal bruge diverse værnemidler.

Nogle steder er det et krav, at du skal spritte hænder, holde afstand og bruge handsker, mens det andre steder ikke bliver påbudt.

Hvis du selv er medarbejder eller borger, der synes, at folk er gået tilbage til deres gamle adfærd, når de handler, så hører B.T. meget gerne fra dig.

Send os en mail på enten lcpe@bt.dk eller på 1929@bt.dk.