Det var tæt på at gå helt galt, da en spiller ved padeltennisbanen i Videbæk faldt om med hjertestop for nogle uger siden.

Der hænger ellers en hjertestarter på muren ved Videbæk Fritids- og Idrætscenter, men da centerleder Henrik Juhl hiver den ned og forsøger at tænde den, er batteriet fladt.

Hjertestarteren giver kort en lyd fra sig og går ud med det samme igen, fortæller han berørt til Herning Folkeblad.

»Der er ingen, der er mere ked af dette end mig. En hjertestarter skal virke. Jeg synes, vi havde holdt øje med, at den blinkede grønt, men det må være nogle dage siden. Det er bare meget ulykkeligt,« fortæller han.

Men en hjertestarter skal faktisk tilses dagligt, hvis man skal være sikker på, den virker, fortæller Mark Russel. Han er direktør for SafetyGroup, der har leveret hjertestarteren gennem Trygfonden.

Han bruger selv mottoet 'Har du talt med din hjertestarter i dag', når han skal minde nogen om, at den skal tjekkes for batteri, fejl og svigt dagligt. Kun på den måde kan man være sikker på, at den virker, når det gælder, siger han.

Han mener dog, at hjertestarteren må have afgivet et alarmsignal forud for hændelsen. Også han er ked af det, der skete på padeltennisbanen i Videbæk. Det er det værste opkald, man kan modtage, når en hjertestarter svigter, når der er allermest brug for den, siger han til Herning Folkeblad

Heldigvis vidste centerleder Henrik Juhl, hvor i byen han ellers kunne finde en hjertestarter. 700 meter fra tennisbanen fandt han én hos Hotel Falken – og den virkede.

Ifølge TrygFonden er der i alt 20.729 hjertestartere fordelt i Danmark. Heraf er 12.484 tilgængelige døgnet rundt.