Hjernerystelser giver en markant større risiko for at være uden arbejde efter fem år, viser studie.

Hvis du får en hjernerystelse, er der større risiko for, at du fem år senere står uden for arbejdsmarkedet, end hvis du ikke havde fået en hjernerystelse.

Det viser en ny undersøgelse, som forskere fra Københavns Universitet og Dansk Center for Hjernerystelse står bag. Det skriver A4 Nu.

I undersøgelsen har forskerne fulgt knap 20.000 patienter med hjernerystelse i et såkaldt registerstudie, der sammenligner gruppen med en kontrolgruppe på samme størrelse.

Den nye undersøgelse viser, at danskere, som har haft en hjernerystelse, har halvanden gang så stor risiko for ikke at være i ordinært arbejde fem år efter sammenlignet med kontrolgruppen.

De markante resultater kommer ikke bag på Heidi Graff. Hun er ph.d.-studerende i Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

- Vi har set i tidligere studier, at nogle får senfølger af hjernerystelser, men vi har ikke haft gode nok undersøgelser til at underbygge den påstand. Det kan vi nu med den her undersøgelse, siger hun.

Risikoen for at være på førtidspension er to en halv gange større, hvis man har været ramt af en hjernerystelse.

Samtidig har danskere, der bliver ramt af en hjernerystelse, også større risiko for at være i fleksjob eller på en offentlig ydelse som kontanthjælp.

Forskerne har ikke undersøgt hvorfor, men resultatet giver mening ud fra det, man ved om senfølger af hjernerystelse, forklarer en anden forsker bag undersøgelsen, Hana Malá Rytter, lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og leder af Dansk Center For Hjernerystelse.

- Hjernerystelse kan give gener, der rammer ens energiniveau, hukommelse, humør og evnen til at være hurtig og evnen til at tage spontant imod opgaver, der dukker op på arbejdspladsen, siger Hana Malá Rytter.

Et af de mere overraskende resultater af undersøgelsen er, at patienter med hjernerystelse har større risiko for en tidlig død.

Fem år efter hjernerystelsen er risikoen for en tidlig død mere end to en halv gange så stor sammenlignet med kontrolgruppen. Inden for de første seks måneder er risikoen seks gange så stor.

- Jeg kender ikke den direkte forklaring, fordi vi ikke har kigget på dødsårsagerne. Men vi ved fra andre studier, at hjernerystelse er forbundet med større risiko for selvmord, siger Hana Malá Rytter.

Hun peger desuden på, at mennesker som tager mange risici i deres liv, for eksempel har et højt alkoholforbrug eller opfører sig uforsvarligt i trafikken, både har større sandsynlighed for at få hjernerystelse og for en tidlig død.

/ritzau/