Hjemmehjælpere og butiksansatte har øget risiko for tidlig fødsel
I gruppen med den laveste risiko for at føde for tidligt finder man læger og lærere, viser nyt dansk studie.

I gruppen med den laveste risiko for at føde for tidligt finder man læger og lærere, viser nyt dansk studie.

Hjemmehjælpere og butiksassistenter er blandt de jobgrupper, der har højest risiko for at føde for tidligt. Det vil sige før udgangen af uge 37.
Hjemmehjælpere har 35 procent højere risiko for at føde for tidligt, og butiksassistenter har 25 procent højere risiko end gruppen med den laveste risiko.
Hjemmehjælpere har også en forøget risiko på 24 procent for at føde meget for tidligt. Det er før 32. graviditetsuge.
I gruppen med den laveste risiko finder man læger, dyrlæger tandlæger og lærere på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser eller i specialundervisning.
Det viser et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor forskere for første gang har kortlagt risikoen for at føde for tidligt på tværs af job og brancher.
- Det er vigtigt at se på, om vi kan styrke kvindernes arbejdsmiljø før og under graviditeten for at forebygge, at de føder for tidligt. Desværre mangler vi stadig rigtig meget viden på dette område, siger seniorforsker Karin Sørig Hougaard i en pressemeddelelse.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø understreger, at "der er behov for yderligere forskning for at klarlægge, hvilke specifikke faktorer der udgør en særlig risiko for at kunne forebygge disse forhold", da "der er tale om et observationelt studie, der ikke med sikkerhed kan fastslå kausale sammenhænge".
Seniorforsker Karin Sørig Hougaard tilføjer i pressemeddelelsen, at studiet ikke giver viden om, hvordan man konkret kan mindske antallet af for tidlige fødsler. Men hun deler flere råd - både til arbejdsgiveren og til den ansatte.
Hun råder til, at man fortæller sin arbejdsgiver om graviditeten så tidligt som muligt, så der kan iværksættes forebyggende tiltag, hvis det er nødvendigt.
Er man arbejdsgiver, skal man vurdere, om opgaverne kan udgøre en risiko for den gravide. Desuden rådes arbejdsgivere til at skabe en kultur på arbejdspladsen, hvor kvinden "tidligt og trygt deler sin graviditet og eventuelle gener med ledelsen".
Studiet omfatter data fra 644.349 graviditeter blandt arbejdstagere i Danmark i årene 2004 til 2018. Heraf blev der registreret 30.167 for tidlige fødsler.
Tallene er justeret for forhold som for eksempel rygning, BMI og alder, oplyser Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
/ritzau/