Trods manglende kaffemaskine, kontorfællesskab og kollegafrokost, så har en stor gruppe kontoransatte været glad for hjemmearbejdet under coronakrisen.

Faktisk ønsker et flertal mere hjemmearbejde, når Danmark genåbner efter coronakrisen.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af TDC Erhverv, skriver DR. Det er noget, man kan genkende i fagforeningen HK, der organiserer mange kontoransatte.

»Vi kan genkende det fra vores egne medlemmer. Det giver en øget fleksibilitet, som både de ansatte og arbejdspladsen får glæde af,« siger Martin Rasmussen, der er næstformand i HK Danmark.

Undersøgelsen viser, at 62 procent af de kontoransatte ønsker, at der bliver større mulighed for hjemmearbejde i fremtiden. Samtidig mener 65 procent, at digitale møder vil være med til at undgå spildtid.

58 procent af de 940 adspurgte synes desuden, at de digitale møder vil lette arbejdslivet for dem.

Spørger man Martin Rasmussen, hvordan det kan være, at så mange kontoransatte er glade for hjemmearbejde og digitale møder, så forklarer han, at noget af forklaringen kan ligge i coronakrisen.

Det er nu gået op for de fleste, at hjemmearbejde sagtens kan lade sig gøre. Det er ikke nødvendigt at komme ind og sidde i kontorstolen.