En kold dag i oktober stod Daniel Høybye og solgte Hus Forbi-aviser ved SuperBrugsen på Christianshavn Torv.

Som tiden gik, og dag blev til aften, lagde han mærke til en gruppe drenge, der begyndte at genere andre borgere på torvet.

På under en time nåede drengegruppen at råbe skældsord, skubbe og kaste ting efter uskyldige personer, der helt tilfældigt passerede pladsen eller var på vej i SuperBrugsen for at handle.

Og da de så efter en times tid kastede en tom pizzabakke efter en ældre dame med rollator, kunne Daniel ikke dy sig.

»Jeg gik over og sagde til dem, om de ikke kunne flytte sig lidt. For så tænkte jeg, at de ville stoppe,« siger Daniel Høybye til B.T.

Men ikke høre tale om. Drengene ville ikke røre sig ud af flækken, og i stedet kvitterede de med gloser som »fucking alkoholiker« og »hjemløse bums« sendt afsted mod Daniel.

Så han prøvede endnu engang.

»Det kan godt være, at jeg er det, men der er ingen grund til, at I er så ubehagelige,« sagde han til gruppen.

Det resulterede i, at en af drengene puffede Daniel på skulderen, og da han vendte sig om, kunne han ud af øjenkrogen se, at en af de andre drenge, der stod på en stor sten, sparkede ud efter Hus Forbi-sælgerens hoved.

Daniel parerede slaget og fik i samme ombæring puffet drengen tilbage. Men så brød helvede ellers løs.

»De røg alle på mig. De slog og sparkede mig, mens jeg prøvede at forsvare mig. Det var et meget voldeligt overfald,« fortæller Daniel.

Heldigvis kom der relativt hurtigt hjælp til fra en blomsterhandler, en ansat fra SuperBrugsen og en tilfældig cyklist, hvorefter drengene forduftede.

Daniel slap med en hævet læbe og en rift i hovedet, men han er fuldstændig sikker på, at det kunne være gået meget mere galt, hvis ikke det var blevet stoppet så hurtigt.

Drengene havde dog ikke glemt Daniel.

Tre dage efter sad han på en bænk på Christianshavns Torv, da en lille gruppe af de unge drenge igen dukkede op, og det virkede til, at de havde en klar agenda denne dag.

For da Daniel kort tid efter krydsede torvet, blev han pludseligt sparket over knæet, hvorefter drengene løb væk.

»Og siden har de været der masser af gange. Jeg kender en anden, der er blevet overfaldet på cyklen, hvor de også havde sparket ham overalt,« fortæller Daniel.

B.T. kunne også fredag fortælle, hvordan den samme drengegruppe generelt har skabt uro og utryghed det seneste halve år i området omkring Christianshavns Torv.

I den forbindelse har B.T. talt med 'Martin', der ikke tør stå frem med sit eget navn af frygt for, at drengegruppen kan finde på at gøre noget ved ham eller hans familie.

'Martin' har talt med adskillige naboer, der er rystede over situationen, og på Facebook-gruppen 'Os fra Christianshavn' beskriver flere også, hvordan drengegruppen har hærget Christianshavn Torv med slag og spark mod tilfældige mennesker, hærværk og chikaner.

Til B.T. oplyser Københavns Politi, at man er bekendt med situationen.

»I nærpolitiet er vi meget opmærksomme på, at en gruppe af unge gennem en periode har spredt utryghed og chikaneret folk på Christianshavns Torv. Der er tale om unge under 18 år, så vi arbejder tæt sammen med SSP og kommunen om at få løst problematikken,« siger politikommissær Mikkel Christiansen, der er leder af Københavns Politis nærpoliti på Amager og Christianshavn.

Politikredsen gør dog også klart, at det er svært decideret at fjerne de unge fra torvet.

»Vi har øget vores tilstedeværelse på torvet og har flere gange haft den mobile politistation sat op på stedet. Hvis vi får kendskab til, at de unge begår noget ulovligt, kan vi give dem en bøde eller sigte dem – men det betyder ikke nødvendigvis, at vi kan fjerne dem fra torvet,« siger Mikkel Christiansen.