Den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir opfordrer alle muslimer i Danmark til at holde sig væk fra valglokalerne, når der skal stemmes til kommunal- og regionsvalg 16. november.

I Aarhus er det sket ved, at organisationen har uddelt løbesedler til beboerne i blandt andet Aarhus V.

På løbesedlen, der også er skrevet som en pressemeddelelse på organisationens hjemmeside, står der:

»Betingelsen for at deltage i et valg, ifølge islam, er ganske enkel og klar: Det er kun tilladt at stemme på en person, hvis denne skal udføre noget, som er tilladt i islam.«

»Virkeligheden, hvad angår de politiske valg i sekulære systemer, er dog, at politikerne bemyndiges til at varetage opgaver, der modstrider islam.«

Samtidig hævder den omstridte organisation, at kommunalpolitik åbenlyst modstrider islam.

»At afgive sin stemme til en politiker eller et parti er en bemyndigelse til at foretage en opgave, og ifald man ikke kan garantere, at hele opgaven er legitim ifølge islam, er det ikke tilladt at give denne bemyndigelse til nogen.«

Med andre ord så opfordrer organisationen altså muslimer i Danmark til ikke at stemme.

Følg B.T.s liveblog, der dækker kommunalvalget intenst, her.

En opfordring, der på ingen måde falder i god jord hos Socialdemokratiets politiske ordfører i Aarhus, Anders Winnerskjold.

»Det er jo vanvittigt. Alle skal tage del i demokratiet. Det er at pisse på systemet. Man skal bruge sin demokratiske ret. Folk har kæmpet i 150 år for det her. Den opfordring er helt på månen, men det tror jeg også, de fleste kan se,« siger han.

Heller ikke hos Venstre i Aarhus er man begejstret over opfordringen.

»Det er en enorm ærgerlig melding for alle. Alle i Aarhus og derfor også i Aarhus Vest har drømme for fremtidens Aarhus og skal selvfølgelig bruge deres stemme til at påvirke byen. Det er en meget udemokratisk opfordring,« siger Venstres spidskandidat til kommunalvalget i Aarhus, Christian Budde.

Han fortæller samtidig, at partiet på baggrund af nyheden har besluttet at flytte deres sidste valgkampindsats til Aarhus Vest frem for Aarhus Midtby.

»Mandag aften tager vi nu til Aarhus Vest og banker på og fortæller vores politiske budskab, og så understreger vi vigtigheden af at stemme tirsdag.«

Hizb ut-Tahrir afviser, at lav valgdeltagelse blandt muslimer vil kunne medføre isolation og parallelsamfund.

»Hvad angår påstanden om, at muslimernes manglende valgdeltagelse medfører isolation og parallelsamfund, så er det misvisende propaganda.«

»Muslimernes engagement i samfundet kan nemlig ikke reduceres til spørgsmålet om valgdeltagelse. Som muslimer er vi pålagt at engagere os positivt i samfundet og være politisk aktive, men udelukkende på islams præmisser,« lyder det i pressemeddelelsen.

Det er langtfra første gang, Hizb ut-Tahrir opfordrer muslimer til ikke at deltage ved et demokratisk valg. Også ved det seneste kommunalvalg og folketingsvalg gik Hizb ut-Tahrir ud med lignende henvendelser, ligesom organisationen er blevet beskyldt fra flere sider for at true muslimske indbyggere fra at sætte sit kryds på stemmesedlen.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Hizb ut-Tahrir, men de er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.

Andre læser også