Græsplænen er gul, og hortensiaen hænger. For slet ikke at tale om, hvordan afgrøderne på markerne har det. 

I disse dage griber de fleste haveejere efter vandslangen, men det kan snart være slut. 

De første vandværker melder allerede nu om slunkne reserver og indfører restriktioner mod vanding. 

Forleden blev borgerne i Vordingborg Kommune bedt om at spare på vandet, og nu indfører Kalundborg Forsyning et decideret vandingsforbud. 

»Det er ret vigtigt, at vi får reduceret forbruget af vand, når det er så tørt, som det er nu, og der måske vandes unødigt,« siger Hans-Martin Friis Møller, direktør Kalundborg Forsyning, til TV 2 Øst

Han opfordrer borgerne til at bruge vandet »klogt«. Det betyder ingen vand til græsplænen og korte brusebade. Vandet skal bruges til madlavning og andre vigtige ting. 

Potteplanterne må nøjes med tevand, understreger han. 

Det er ikke det eneste forbud som følge af den omfattende tørke. 

På Bornholm har brandvæsenet allerede taget konsekvensen og indfører fra og med lørdag et forbud mod afbrænding.

Maj var historisk tør. I de seneste 19 år, hvor Danmarks Meteorologiske Institut har lavet tørkeberegninger, er der kun to år, hvor tørkeindekset har været tilsvarende højt. Det var i 2008 og 2020.

Direktøren for Danske Vandværker, Susan Münster, forventer, at flere vandværker følger trop den kommende tid, når og hvis tørken fortsætter, skriver TV 2 Øst.

»Tidligere erfaringer viser, at en tørkeperiode sjældent rammer vandforsyningen ens over hele landet: Mens nogen kan opleve at have rigeligt med vand, så kan det komme til at knibe i andre områder,« udtalte Susan Münster forleden i en pressemeddelelse.

»Derfor er det vigtigt, at vi som forbrugere efterlever vandværkernes anbefalinger. Det er nemlig de lokale vandværker, der har det bedste overblik over, hvor meget vand man kan levere, og hvilken betydning det for eksempel kan have at sprede efterspørgslen ud,« siger hun.

Forbuddet i Kalundborg gælder fra fredag morgen klokken syv.