Der skal i fremtiden endnu mere styr på danskernes betalinger af skatter og afgifter.

»Borgere og virksomheder vil fremover opleve et øget kontroltryk,« siger Merete Agergaard, direktør hos Skattestyrelsen.

Her skal der inden for de kommende år ansættes hele 3.000 nye medarbejdere i det, der kaldes 'en af den nyere danmarkshistories største og mest spændende rekrutteringsopgaver inden for det statslige område'.

Oprustningen kommer eksempelvis til at betyde, at der oprettes flere skattecentre uden for København. I alt otte skal etableres frem mod 2023 – i Fredericia og Frederikssund er de første åbnet, og i år sker det samme i Viborg og Esbjerg.

Af de 3.000 nye medarbejdere er de 1.000 en decideret opgradering til 'kontrol og udvikling af mere effektive kontrolformer'. De resterende 2.000 skal ansættes 'som følge af naturlig afgang og løbende personaleomsætning samt anden vækst'.

»Det danske skattesystem er ikke altid enkelt. Men det må gerne føles sådan for borgere og virksomheder. Derfor er det afgørende, at vi får rekrutteret de bedste hoveder og hænder, så vi kan gøre det let for dem, der gerne vil betale det, de skal,« siger Skattestyrelsen-direktør Merete Agergaard i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Men også så det bliver vanskeligt for dem, der helt bevidst forsøger at undgå at betale det, de skal.«

Allerede i 2020 blev der ansat yderligere 900 nye medarbejdere, og der er i øjeblikket 24 afdelinger i Danmark.

Skattestyrelsen blev etableret i juli 2018, da Skat blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsen skal sørge for, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter.