360 graders havudsigt. Din helt egen lystbådehavn og en særdeles unik beliggenhed.

Det er, hvad der følger med i købet, hvis du køber Flakfortet, som ligger midt i Øresund. Otte kilometer fra Københavns havn. 

Ifølge TV 2 Kosmopol er det historiske fort netop sat til salg til den nette sum af 75 millioner kroner. 

Erhvervsmægler Stig Lintrup lægger da heller ikke skjul på, at det ikke er hver dag, han har sådan en vare på hylderne.

»Det har jeg aldrig prøvet før. Det er meget specielt. Det er jo en kunstig ø med en lang, fantastisk historie og et sted, hvorfra man kunne forsvare Danmark. Jeg håber, den kommer tilbage på danske hænder igen,« fortæller mægleren til tv-kanalen.

Lintrup er partner i firmaet Lintrup & Norgart.

Med i købet følger desuden også restaurantfaciliteter og en helikopterlandingsplads. 

Fortet er en kunstig ø og blev opført mellem 1910 og 1916 som en del af Københavns befæstning. 

Siden 2001 har øen dog været ejet af den svenske rigmand Tore Svensson.

Han renoverede fortet og har drevet restaurant og forskellige aktiviteter.