Det var vel bare et spørgsmål om tid, men nu er det sket.
Antallet af elbiler på de danske vej har oversteget antallet af dieselbiler.
Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse.
»Det er ganske enkelt blevet mere almindeligt at have en elbil end en dieselbil. Udviklingen i Danmark er virkelig bemærkelsesværdig, og danskerne har gennem længere tid vist, at de er klar til at udskifte ældre løsninger med grønnere alternativer,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
»Samtidig cementerer milepælen også, at elbilen for alvor er blevet en integreret del af Danmark – det mærkes både på vejene, i værkstederne og ved ladepunkterne rundt om i landet.«
Elbilerne udgør nu 19 procent af den samlede bilpark i Danmark. Benzinbiler er fortsat dem, der er flest af.
