Ingen ønsker at drive kro i Holdbi. I hvert fald har ejeren af Holdbi Kro opgivet at finde en ny forpagter af den mere end 300 år gamle restaurant, som derfor lukker 1. oktober.

»Vi har allerede forsøgt at sælge den. Den mission er ikke lykkedes. Vi er stadig interesserede i at sælge bygningen, og vi er også til at snakke med, hvis de rigtige folk er der, men ikke nødvendigvis har penge,« siger ejeren Lars Damgaard, direktør i Aage Damgaard ApS til Jydske Vestkysten.

Han uddyber, at kroen er en lillebitte restaurant, 'som er afhængig af at have et rigtigt dygtigt par' ligesom den nuværende forpagter 55-årige Paul Loichtl og hans kone. Og den slags hænger ikke på træerne, forsikrer han.

Holdbi Kro, der ligger på landevejen mellem Aabenraa og Kruså, har en lang historie.

For mere end 300 år siden fik den daværende ejer af kroen, Christian Thielsen, en adelig bevilling - og kroen har som den eneste landevejskro i Danmark også haft både en hertugelig og kongelig bevilling.

Siden 1981 har Holdbi Kro været en del af A Hereford Beefstouw-kæden.

Sidste kromand på stedet

Det har været en livsstil for parret at drive kroen, men Paul Loichtl har nu fået tilbudt at overtage Torvehallerne i Sønderborg og stopper derfor efter 16 år på kroen.

»Vi elsker stedet, der er så smukt, og vi har virkelig brugt mange kræfter og timer på det. Efter det blev offentliggjort, at vi stopper, er der mange stamgæster, som er kommet forbi for at få et 'sidste' måltid på A Hereford Beefstouw - Holdbi Kro. Jeg er selvfølgelig også ked af at være den sidste kromand på stedet efter 300 år,« siger Paul Loichtl.

Ejeren indrømmer da også, at kundegrundlaget ikke er svimlende stort. I hvert fald er restauranten i Holdbi uden konkurrence, da det er den A Hereford Beefstouw med det mindste befolkningsgrundlag.