»Det er vanvittigt.«

Murat Kuyulu har kørt taxa i København i mere end 20 år, og han har aldrig oplevet noget lignende. Energipriserne er historisk høje, og prisstigningerne ser kun ud til at fortsætte.

»Det er meget frustrerende. Jeg mister omkring 15.000 kroner per bil om måneden, fordi jeg dagligt skal tanke begge mine biler op. Der skal virkelig mange penge over disken, før mine brændstofudgifter er tjent hjem,« siger Murat Kuyulu, der er selvstændig taxivognmand.

Alene fra torsdag til fredag steg prisen for en liter diesel yderligere med cirka en krone til 17,69 kroner. Og for første gang siden 2006 er diesel dyrere end benzin. Taxabranchen, som hovedsageligt kører på diesel, sukker derfor dybt.

»Det er ved at være alvorligt. Brændstofprisernes himmelflugt presser branchen rigtig meget, og vi får flere henvendelser fra taxaselskaber, men også fra vognmændene, som er dem, der mest mærker de stigende omkostninger lige nu og her,« siger Trine Wollenberg, vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Persontransport.

Dansk Persontransport opfordrer derfor nu transportministeren til at dispensere fra de gældende regler i taxiloven, så taxaselskaberne får mulighed for at opkræve et særskilt brændstofgebyr hos kunderne.

Som reglerne er i dag, må taxaselskaberne godt hæve deres priser, men det må kun ske én gang i kvartalet.

»Der er brug for, vi agerer her og nu. Med et særskilt brændstofgebyr vil det være mere tydeligt for forbrugerne, hvorfor taxapriserne måske stiger. Det vil være en løsning, som midlertidigt kan fungere, indtil vi kommer tilbage til en normaliseret situation,« siger Trine Wollenberg.

Rasmus Krochin er kommunikationschef i Dantaxi, som er et af Københavns største taxaselskaber. Dantaxi har ikke aktuelle planer om at hæve prisen på taxikørslen og har derfor heller ikke umiddelbart noget bud på, hvad taksten bør være på et eventuelt brændstofgebyr, men selskabet hilser alle former for løsningstiltag velkommen.

»Vi synes, man fra politisk side skal se på alle muligheder for, hvad der kan lade sig gøre inden for lovgivningen i Danmark og i EU. De stigende energipriser har virkelig store omkostninger for vognmændene. Uanset om de kører diesel eller på strøm,« siger Rasmus Krochin.

En sænkelse eller fjernelse af dieselafgiften er et andet håndtag, som Dansk Persontransport foreslår, der kan skrues på.

Men da afgiften 'kun' er på 2,81 kroner per liter, skal der mere til, før det for alvor batter noget for taxabranchen, mener Trine Wollenberg.

»Det vil hjælpe lidt, men vi vil stadig ikke komme ned på normalniveau,« siger hun.

Vognmand Murat Kuyulu har to taxaer, som bliver kørt af ham selv og hans tre ansatte. Indtil for nylig overvejede han at anskaffe sig yderligere to dieseldrevne biler. Men nu tvivler han på, hvorvidt det er en god idé.

»Vi ved ikke, hvornår de her priser topper. Nu nærmer vi os snart 20 kroner for en liter, så jeg frygter for, hvad der kommer til at ske de næste tre uger. Det har ingen ende, som det ser ud lige nu,« siger Murat Kuyulu.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra transportminister Trine Bramsen (S) inden deadline.