Helt oppe i det næsten nordligste Jylland ligger der en 200 år gammel bygning - men den ligger der ikke længe endnu. Den skal jævnes med jorden, skriver Nordjyske.

Bygningen har ikke været brugt til beboelse og er en del af gården, der har navnet Haaber, som ligger mellem Frederikshavn og Skagen. Da bygningen har en høj bevaringsværdi - tæt på at være fredet - måtte man mødes i Frederikshavns Kommunes plan- og miljøudvalg tirsdag for at diskutere, hvad der skulle ske med med bygningen.

Det er gårdens nye ejer, der har sendt en nedrivningsansøgning til kommunen, som han blandt andet begrunder med at ejendommen er i en stand, der betyder, den ikke kan stormskadeforsikres. Desuden ligger gården nær kysten og udsættes derfor for mere vind, end hvis den havde ligget længere inde på land. Terrænet omkring Frederikshavn er meget fladt.

Erik Christensen, der er arkivleder på Nordjyllands Kystmuseum, mener, at man bør bevare lignende bygninger i området, da de har stor historisk værdi i forhold til landbrug i gamle dage.

'Avlsbygningen giver gården karakter og en nedrivning vil betyde en visuel forringelse af det gamle strandgårdsanlæg. Avlsbygningen er den ældste og mest originale bygning på grunden og har en høj SAVEkarakter på 3, hvorfor den også er optaget under Fredede og Bevaringsværdige bygninger på Kulturstyrelsens liste over disse væsentlige danske ejendomme. Med den høje SAVE karakter er bygningen også optaget specielt i et tillæg til kommuneplanen,' skriver han i et høringssvar.

Men sådan gik det altså ikke. Et enigt plan- og miljøudvalg stemte for nedrivningen.