Den 100 år gamle bro Rampen tæt ved Næstved Banegård skal rives ned og erstattes af en ny bro, oplyser Banedanmark.

Arbejdet med at rive broen ned vil finde sted i weekenden 31. august til 3. september, men allerede fra 27. august og frem til midten af november bliver byen skåret midt over som følge af arbejdet.

»Vi er ved at forberede banen til fremtidens el-tog. Det arbejde består blandt andet af, at ca. 100 broer skal ombygges, så der kan være plads til kørestrømsanlæg, når banen er elektrificeret i 2021. Rampen er en af de største broer i udbygningen af Ringsted-Femern Banen, hvor vi udskifter med en helt ny bro. Imens arbejdet foregår er det ikke muligt at køre tog, da det foregår hen over jernbanen,« siger Ole Specht, byggeleder i Banedanmark, til Sjællandske.

Banedanmark har allerede bygget den nye og højere bro op ved siden af den eksisterende for at minimere generne for trafikanterne. Man kan stadig krydse jernbanen via Viadukten nord for stationen og Østre Ringvej, mens gående kan bruge gangbroen nord for stationen.